Japan 2009

Dette er den sandfærdige beretning om Familien Frandsens asiatiske krydstogt i Japan i perioden 7. – 28. juli 2009.

Beretningen er skrevet som den er oplevet, og således noget af det mest faktuelle der kan
læses nu om dage. Ethvert sammenfald med nulevende medlemmer af familien er fuldt tilsigtet og bunder dybest set i kærlighed – hvis læseren skulle være i tvivl undervejs!

Skulle der forekomme passager undervejs som virker indforstået, så accepter dette og lad være med at spørge. En pointe bliver sjældent bedre af at blive forklaret.

Tirsdag den 7. juli
Uret ringer 04.50. Ikke fordi vi skal tidligt af sted, men det skal Bent og Grethe (vores naboer), og jeg har lovet at køre dem i lufthavnen.

Er tilbage før kl. 06.00 og så skal der lige stryges og pakkes det sidste – og smøres mad, vaskes op – og så vække børnene inden 07.30

Det går egentlig OK. Alt er klappet og klar da Svend triller ind i indkørslen ca. 9.25. Dvs – Hanne skulle da lige nå at klippe nogle blomster inden vi skulle af sted – men vi når det hele ;-) .Vi kommer i hastig fart til lufthavnen – for at konstatere, at der er ca. 40 min. til indcheckning starter.

Hmmm – vi stiller os over og venter et sted – med det resultat at da vi endelig stiller os i kø er den temmelig lang – foran os. Nå – vi har ikke travlt, men det har andre. Hanne generes af en ”pusher” – altså så’n en type med 2 store kufferter på en vogn, som bare vil frem.

Ordveksling:
Mand: ”Can you move a little forward”
Hanne: “No”
Mand: “Ahhh – OK”

Ny ordveksling – lidt senere:
Hanne: “Do you want to check in before us?”
Mand: “Ahh – No”

Nå vi kom igennem – også sikkerhedskontrollen, og så var der dømt taxfree shopping. Det var dog tåleligt – kun 3 ting!. Til gengæld havde vi så fået 4 vouchers på hver kr. 15. Og når man så kun kan bruge1 pr. handel – så passer det jo fint med 3 ting, som så købes hver for sig + 1 flaske gratis danskvand, og så var de 60 kr. et kærkomment supplement til feriebudgettet.

Derefter spisning af madpakker og så boardede vi flyet mod Helsinki fra udgang A18.

Ikke noget specielt – bortset fra varmen i flyet. Det var som at blive ramt af en brosten på Nørrebro at komme ind i den varme, hvilket også satte sig som et omgående migrænesymptom hos Erik – det blev dog heldigvis undgået.

Turen var lige så begivenhedsløs, som de halvtørre ting vi fik at spise, som formentlig skulle have lydt navnet ”boller”, omklamrende 2 grønne ting, som muligvis havde et genetisk fællesskab med salat og agurk. Fik du læst jumbobog nr. 350 ”Strandkaos”
”Helsinki – here we comes.” 2 timer i en finsk lufthavn – formentlig lige så inspirerende som årsberetningen fra de introvertes årsmøde, men her blev vi skuffet. Det var faktisk en ganske udmærket lufthavn. Man kunne f.eks. følge med i holdløbet i Tour de France (gad vide hvem der vandt?) Derudover blev der kigget på butikker – bl.a. tasker!! Og også spist en lille krumme.

Kl. 16.35 (finsk tid!!) blev der blæst til afgang – hvilket vil sige at vi gik mod udgang 32 (så var der heller ikke flere i lufthavnen!!) for at stille os i kø sammen med en forfærdelig masse japanere. Havde man begge hænder oppe af lommen kunne man snildt tælle dem som IKKE var japanere.

Nå – Vi stod i kø og betragtede en japansk lufthavnsfunktionær som iltert fór rundt med et skilt hvor der stod ”41 – 61”, hvilket betød at rejsende med plads på disse rækker skulle gå ombord. Her oplevede vi en forunderlig flokmentalitet hos japanere. Hvad der blev sagt af vores myndige japanske lufthavnsfunktionær vides ikke, men med ét rykkede ca. 40 – 50 japanere fra den ene kø til den anden. Det var som at se en fugleflok dreje med ét i luften. Ret muntert.

Nå – efter at række 41 – 61 havde fået det meste af 25 min. til at komme om bord, vendte han pludselig skiltet og så måtte alle rækker gå ombord. Den dybere logik fattede vi aldrig.

Vel ombord fik vi plantet os på 4 sæder ved siden af hinanden – det var hele midtersektionen på række 28. Udstyret med tæppe, pude, tandbørste, høretelefoner (til musik og film) samt ørepropper og mørklægningsgardin til øjnene kunne vi med sindsro se natten i møde.

Inden da skulle vi dog både spise og se film – der var masser at vælge imellem men egentlig ikke nogle interessante.

Nå – for ligesom at koge 10 timers ophold i flyveren ned til et minimum, så gik natten



Onsdag den 8. juli

Det er faktisk lidt svært at sige hvornår den 8. juli begyndte når vi bevæger os med 890 km/t på tværs af længdegraderne mod uret, men på et eller andet tidspunkt skete det i hvert fald, og kl. blev ca. 8.30 hvor vi skulle lande i Tokyo. Ingen af os havde sovet ret meget – Joakim var nok topscoreren med flere timer – Hanne sov slet ikke.

Vi kom ud af flyveren og blev ramt at en mur af klam varme. 1 problem opstod straks. Hanne og jeg gik ned af højre gang i flyet, børnene af venstre. Ingen af os var ikke opmærksomme på, at vi derved kom ud af hver sin udgang i flyet. Børnene fortsatte i den tro at vi var gået videre, mens vi blev stående lige udenfor døren. Da først rengøringspersonalet gjorde sit indtog, blev vi enige om, at noget nok var galt – og efter nogle nervepirrende minutter blev vi genforenet.

Det gik smertefrit med at komme igennem immigrationskontrollen, og kufferterne lå allerede og snurrede på bagagebåndet, da vi nåede så langt. Vi kom så til tolden, hvor en yngre mand iført ansigtsmaske ventede på os. Taskerne op, hvorefter han begyndte at spørge. Joakim svarede – på japansk! – og ”pludselig blev stemningen meget hyggeligere”, og det endte med at vi slap uden at skulle åbne kufferter og tolderen ville gerne have Joakims T-shirt!

Næste udfordring var at komme til hotellet. Igen brugte vi Joakims erfaring. Vi fandt ned til toget, og købte billetter i automaten – dvs. – det stod Joakim for. Så fandt vi perronen, og mens sveden haglede af os, ventede vi på eksprestoget til Tokyo. 10.48 – præcis! – var vi klar til afgang, og snart trillede japansk natur og kultur forbi vinduerne. En ellers begivenhedsløs togtur sluttede ca. 11.45 da vi nåede Tokyo station. Os ud med kufferter og op af diverse rulletrapper. Enkelte af os mente at vi skulle gå til hotellet, men Hanne mente at vi skulle tage en taxa. Da det regnede ret kraftigt da vi kom op og ud, var det ikke svært – for en gangs skyld! – at lade Hanne få sin vilje ;-)

Vi kontaktede den forreste taxa og spurgte om han kunne køre os til hotellet. Men nej – det enten ville han ikke, eller han kunne ikke finde det. Næste taxa var mere venlig stemt, og snart befandt vi os i flyvehøjde hen over de tokyokianske (hedder det virkelig det??) gader. Fandt ud af at taxaerne har et forunderligt system. Startgebyr på 700 YEN – men så tæller den ikke for de næste 2 km.

Endelig – hotellet!

Vi checkede ind – og mens vi gjorde det kom endnu et ungt par der skulle bo på hotellet. Det var danskere!! Ak ja – og så rejser man så langt!!

Op på værelserne og en hurtig, nødtørftig udpakning og så ned og finde noget mad. Hotellet ligger et par kilometre fra centrum, så mulighederne for mad var ikke så store – med mindre det blev MEGET lokalt! – så vi endte med 4 menuer fra McDonalds ”takeaway” og så hjem på hotellet. Maden blev fortæret og så var kl. 13.15 lokal tid. Der var dømt middagslur. Til lyden af aircondition sov alle før de ramte hovedpuden.

Kl. 15.15 var vi klar igen. Vi tog sko og rygsæk og begav os ud på gaderne, udstyret med 2 kort – det ene med japanske tekster! Vi blev hjulpet undervejs af en venlig japaner, der havde fået mere end 1 fyraftensbajer – men stille og roligt kom vi fremad. Hovedformålet var at finde busstoppested for den turistbus vi skulle med torsdag morgen. Vi fandt det ikke den dag, men nåede til gengæld at finde parken omkring kejserpaladset – for at konstatere at de havde lukket. Tilbage igen, og ind i shoppingcenter, hvor vi gik lidt rundt. Klokken var nu ved at være 18 og det var på tide at finde noget mad. Vi var stadig trætte og nok ikke helt motiverede for al for megen eksperimenteren, så det endte med en italiensk restaurant, hvor vi blev mætte. Havde i øvrigt her den fantastiske oplevelse at kunne stå på herretoilettet og lade sit kurfyrstelige vand, mens man på 13. etage stod og kiggede ud af vinduet lige ned på Tokyo station.

De er skøre de japanere!!

Så gik det hjemad – kl. 19 – og allerede mørkt! Vi fandt dog vej hjem uden problemer og op på værelserne. Spillede lidt kort – fik skrevet ganske kort inden søvnen meldte sig.

Godnat!




Torsdag den 9. juli

Reelt startede dagen midt om natten for os alle. Jetlag gjorde at vi var mere eller mindre vågne i løbet af natten. Joakim og Erik i 1½ time, hvor der blev læst og skrevet. Men – det lykkedes at falde i søvn igen og sove til kl. 8.

Vi skulle mødes 08.30, så 5 minutter i halv ni bankede Erik stille på døren til pigernes værelse, hvor Hanne kort efter åbnede med et skævt smil. Hendes mobil var gået død, så den havde ikke ringet.

Imponerende så hurtigt pigerne kom i tøjet, og vi kunne indtage morgenmaden sammen. En kombination af dårlig ”kontinental breakfast” og japansk morgenmad. Det lykkedes at blive mæt ved hjælp af masser af frugt og hvidt brød.

Kl. 09.45 tog vi af sted. Det var varmt og klamt.

Det 1. punkt var at finde busstoppestedet. Det skete uden besvær! Næste punkt var Parken om Kejserpaladset. Inden da skulle vi dog lige omkring Beams som er et stormagasin Joakim tidligere havde haft et godt bekendtskab med. Vi kom lidt skævt over gaderne og får ikke at skulle gå en længere omvej, valgt vi den lidt lusket udseende nedgang til det vi mente måtte være en undergang under gaden.

Stor var vores forbavselse da der åbenbarede sig en hel by i underetagen med butikker, parkeringspladser med videre. Det var helt surrealistisk! Nå – vi nåede på toilettet og så videre til Parken.

Vi kom ind i en fantastisk betagende park, med kæmpe kampestensmure, flotte haver og en dejlig ro. Betryggende var det også at finde navne på alle planter, buske og træer. På japansk og ….. – latin!!

Vi kom hele vejen rundt og fik taget en masse billeder. På vej tilbage til stormagasinet overhalede vi en mindre gruppe ældre mennesker. Det var såmænd danskere!! Ak ja …

Nå – spisetid – klokken var ca. kvart i 1. Vi gik under jorden igen og fandt alle tiders bageri med noget lækkert brød og sandwiches. Vi provianterede, og sad så på 3. sal i en sofagruppe og spiste, mens vi kiggede ud på gaden. Der blev oset og slappet af.


Næste trin var en tur til Ginza, som bl.a. er et totalt og vanvittigt stort fodgængerfelt midt i Tokyo. Det skal ses!
Derefter gik vi ned af de fashionable gader og kiggede på vinduer. En speciel opmærksomhed fik AppleStore med den nye IPhone. Der var i hvert fald 2 potentielle købere i familien!!

Joakim inviterede os også pludselig ind i en butik – bag tilplastrede vinduer, som gjorde at vi aldrig selv havde fundet på at gå derind. Her var nok 100 spillemaskiner, og næsten alle i gang, hvilket forårsagede en infernalsk larm, som kombineret med røg gjorde det til helvedes fordør. Vi skyndte os ud igen. Joakim forklarede, at det såmænd bare var en spillehal – her tilbragte nogle unge mennesker hele dage!

Vi traskede videre og befandt os pludselig i en helt anden verden. Næsten som vi havde brudt en grænse – og dog kun passeret et gadekryds – stod vi i en del af Tokyo, hvor sidegaderne mest af alt lignede slum, som man kun ser det på film. Vi holdt os på hovedstrøget, hvor det imidlertid ikke længere var Armanibutikken men den lille lokale thehandler, frugthandler, eller tørrede fisk-handler. Vi gik til vi nåede en flod, hvor vi sad og hvilede konvolutterne. Kl. var ved at være 5 om eftermiddagen og vi havde gået i snart 7 timer.

Vi havde valgt at fortsætte da vi havde læst at der i denne bydel skulle være en del sushirestauranter. Vi havde også spottet en sådan som så god ud, og kl. 17 gik vi derhen. Vi var ikke så sultne så vi ville gerne del 2 tallerkner – men hvordan forklarer man det, når det er tydeligt at engelsk ikke er noget tjener eller kok mestrer. Man allierer sig naturligvis med Joakim, som vupti fik forklaret vores ærinde på lokalsproget, og straks efter sad vi bænket.

Det var sjovt at se, hvordan de lavede maden fra grunden, og snart efter havde vi både spist og var mætte – og trætte.

Turen gik direkte hjem – dog med et enkelt tissestop i butikscenter som stadig havde åbnet. Trods klokken kun var ca. 7 da vi var hjemme, var det allerede mørkt.

Vi var alle trætte, så efter lidt kortspil, skrivning og læsning tørnede vi ind.

Og der er stadig 18 dage tilbage!!



Fredag den 10. juli

Jeg gik i seng efter at have skrevet ovenstående færdig for den 9. juli. – men sove kunne jeg ikke. Jeg lå og døsede længe – Joakim vågnede – han kunne heller ikke sove. Da klokken var blevet 01.45 skulle der ske noget, så vi tog kortene frem og spillede drillekabale. Så gik der en ½ time, og vi lagde os igen. Sidste gang jeg så på uret var den 03.15 – så må jeg være faldet i søvn.

Pigerne havde det ikke bedre. De var faldet i søvn men vågnede ved midnatstid, og var også først faldet i søvn hen under morgenen. Vi var alle godt trætte da vi samledes til morgenmad kl. 07.00 – det var tidligt – men vi skulle på tur i dag!

Og jetlag er noget høns!

Klokken 07.30 forlod vi hotellet og gik til busstationen – en ½ times gang, så’n lige for at varme op!! Vi blev sat ind i en stor bus, hvor vi kun var 7 personer, og tænkte at det da godt nok ikke var mange. Men – det skulle heller ikke vare ved. Vi blev kørt til en busterminal, hvorfra vi fik billetter og derefter kom vi så på den rigtige bus – og nu var vi blevet ca. 40 personer!!

Første stop på turen var Tokyo Tower. En ”kopi” af Eiffeltårnet. Også > 300 m. højt. Vi blev dog fragtet til udsigtsplatformen i ca. 150 m. højde. Fantastisk udsigt!! Det mest skræmmende var dog at de havde glas i gulvet nogle steder. Det er ret gustent at se lodret ned igennem gulvet fra 150 m. højde!!

En lille detalje. Ved indgangen til elevatorerne stod guider – nogle unge piger. Vi så at nogle børn fik et batch hvor der stod ”Love Tokyo Tower”. Så’n en ville Maria gerne ha. Joakim gik derfor sammen med Maria hen for at høre om de kunne få en sådan. Joakim charmede alt hvad han kunne på lokalsproget, og Hanne og jeg stod og hyggede os over optrinnet – men ak. De autoritetstro og pligtopfyldende guider havde fået at vide at det kun var børn der måtte få – og sådan blev det. Men sjovt at se var det også!

Så ud i bussen igen – med en herlig guide. Et kvindemenneske midt i 40’erne. Talte et pænt engelsk, var vidende og meget underholdende. Det skulle udvikle sig til et positivt bekendtskab i løbet af dagen.

Vi kørte fra Tokyo Tower mod syd igennem bydele med store højhuse og bagved noget der lignede slum. En arkitekt med en grundlæggende idé/plan havde nok været på sin plads, for nyt og gammelt er kastet ind imellem hinanden. Så derfor – ud af det blå – midt imellem højhuse og forretningskvarterer lå næste stop – et gammelt tempel, hvor vi skulle til teceremoni. Det var en fantastisk verden at komme ind i. der gik nok 30-40 mennesker – herrene i sorte bukser, hvid skjorte og slips, pigerne i sort nederdel og bluse. Og hvad lavede alle disse mennesker så. Jo – de ordnede have!! Der blev fejet græsplæne med riskost, der blev revet og fjernet ukrudt i en mundering herhjemme næsten kun opleves til Dronningens nytårsbal.

Vi nåede en tur rundt i den lille park. Et fantastisk sted med en masse bonsai træer, med tætklippede og snorlige hække, med en lille sø hvor store karper svømmede rundt – og så the-huset.

Det var en forkortet udgave af en ceremoni vi oplevede, men spændende alligevel, og så fik vi smagt rigtig grøn the!

Ud i bussen igen. Nu skulle vi have frokost. Vi kørte mod nord af motorvejen som befinder sig på 1. sal snoende sig igennem hele Tokyo. Tæt på motorvejen var endnu en oase. Gemt i en pragtfuld have med rislende bække og ildfluer, lå et lille sted, hvor vi skulle spise barbeque. Det bestod i at kimonoklædte piger iførte os forklæder mens vi sad bænket ved borde omkring en gloende varm plade. På denne plade lage hun nu forskellige grøntsager og kød, som blev stegt mens hun vendte det – med pinde. Når det var færdigt blev det lagt på vores tallerken – efter det var dyppet i soja.
Fantastisk lækkert og velsmagende!

Herefter ind i bussen igen, og nu til kejserens palads. Den lå i den park vi havde været dagen før, men vi fik nu set den fra en ny vinkel og tilført ny viden fra vores udmærkede guide. Hende faldt vi også i snak med, og fik fortalt at Joakim havde været her før – hvorefter hun begyndte at udspørge Joakim – på japansk!! Ret underholdende!

Nå – vi blev samlet endnu engang for at køre igennem Tokyo’s gader, indtil vi kom til havnen, hvor vi påmønstrede en turistbåd som sejlede os op nordpå. Der var guide ombord men vi forstod nu ikke så meget.

Sidste punkt var et besøg i Asakusa – en bydel for sig selv. Man går ind gennem en kæmpe port med en lige så kæmpe rislampe, og så åbenbarer der sig et strøg på 300 m i længden med den ene bod efter den anden – på begge sider – hvor der sælges alt hvad hjertet kan begære + lidt mere!

Det var fuldstændig syret – og med en million, milliard mennesker. For enden af gaden var der så et buddhistisk tempel, hvor en munk sad og messede. Det lød nu mest som de musik Joakim spiller!!

Der var også en brønd, hvorfra der steg røg op. Vores guide havde fortalt at man skulle føre røgen derhen på kroppen hvor man fejlede noget, så ville det helbrede – f.eks. kunne den fjerne hovedpine ved at føre røgen til panden. Hun frarådede dog astmapatienter at tro at det helbredte at inhalere, så jeg undlod videre involvering.

Derfra kørte bussen retur til Tokyo. Vi nåede lige at komme af ved Tokyo station, og sørme om der ikke for vores fødder lå en ”running sushi”. Det består i et transportbånd hvor små tallerkner med sushi kører rundt, mens kokken står midt i det hele og tilbereder. Man tager så en tallerken – og da tallerknerne har forskellig farve, afregner man efterfølgende efter antallet af de enkelte farver. Godt og billigt!!
Vi var trætte nu, efter at have været i gang i 11 timer, så vi var kun forbi at købe noget brød, før vi traskede hjemad, og var hjemme ca. 18.30. Pigerne tog et bad – drengene skrev, og således sluttede endnu en dag.

Lad os håbe at natten bliver lidt bedre!



Lørdag den 11. juli

Efter 3 dage i Tokyo er det tid at gøre status
• Varme i toiletsæderne – det er lidt klamt
• Generelt kan toiletterne fløjte ”En lille nisse rejste” mens man forretter sin nødtørft, det kan knække nødder og punktsvejse under vand, mens det spuler og renser en bagind med varierende styrke. Det er også lidt klamt!
• Gader og stræder lider i uhyggelig grad af mangel på skraldespande – det findes simpelthen ikke. Til gengæld ser man ingen affald, ingen cigaretskodder (hvilket formentlig også skyldes at det ikke er tilladt at ryge offentligt!), ingen graffiti – kort sag –en rydelighed og en orden som er en fornøjelse
• Tokyo findes i 2 plan. Det der er på overfladen med højhuse og biler – og alt det der er nedenunder – hvor man (næsten) kan gå fra den ene ende af byen til den anden under jorden, og hvor der er butikker og liv. Fantastisk!

Nå – tilbage til lørdag morgen. Efter endnu en nat med mange vågne timer. Jetlag – det er altså ikke specielt fedt. Vi skulle dog ikke nå noget til nogen bestemt tid i dag, så vi sov til kl. 9 næsten alle sammen.

Efter morgenmaden gik turen så til den nærmeste metro station. Vi drejede for tidligt af, men fandt den dog. Det skal her bemærkes at vejret var markant mere behageligt i dag end tidligere. Stadig lunt, men ikke så tungt.

Vi kom nu ned på metrostationen, som var dybt imponerende. Marmor fliser og søjler, glasvitriner med udstillinger, blomster m.v. Det lignede mest af alt forhallen til Magasin. Vi traskede ned for at få vores tog – Joakim hjalp med at købe billet – det er nu rart at have ham med. Vi skulle køre til endestationen – så det var så dejlig nemt.

Dagens destination var en park med et tempel, hvor vi håbede at opleve en japansk vielse – og så skulle vi ned af Tokyo’s ”Champs Elysses”.


Nå – vi kom af metroen, og forlod stationsbygningen – for at blive mødt af en syns- og lydoplevelse af uovertrufne dimensioner. På pladsen foran stationen var en valgkamp i gang. Den foregår åbenbart i Japan på toppen af et lille lastbil med nogle gevaldige forstærkere og højtalere som formidler budskabet over torv og gader. Endvidere var metrostationen placeret lige ved en ”plads” med lysreklamer, overdimensionerede fjernsyn på facaderne og musik fra butikkerne. Det var øredøvende. Der var også en status af en hund. Historien går, at en mand skulle med toget – hunden fulgte ham til stationen, hvor han bad den vente til han kom retur. Det gjorde han aldrig – men hunden sidder der stadig.

Vi forsvandt skyndsomt op af en vej mod Parken. D.v.s. – der var 2 parker, og her var det så det gik op for os, at der ikke var forbindelse mellem de 2 parker, da vi kom til at gå ind i den forkerte først!

Tilbage igen og ind af den rigtige – gennem en temmelig høj træport. En meget bred ”boulevard” af grus ledte os gennem en skov frem mod målet – det tempel hvor vi bl.a. havde hørt at der skulle foretages vielser – og ikke mindst om lørdagen.


Før vi kom ind kunne man få vasket hænder i et mindre ritual – det prøvede Joakim og Maria. Og så var det vi fik øje på brudeparret. D.v.s. – det var hele selskabet som var linet op til fotografering. Der vimsede i hvert fald 6 personer rundt som sørgede for at alle sad og stod rigtigt, at brudens tøj nu lå milimeterpræcist, målte lys og alt muligt. Vi fik nogle gode billeder.

Så gik vi videre ind i templet. Det var meget smukt og med en beundringsværdig ro, trods de mange turister.

Så så vi det næste brudepar. Det var på vej med følge op gennem templet og ind i et lokale – ført af nogle munke. Der snuppede vi også et par billeder.


Så var det brudepar til, og et til – ja, vi nåede vel op på 6-7 brudepar inden vi var færdige. Vi oplevede den ene brud blive gjort klar til fotografering, med skift af kappen over kimonoen, og ”montering” af den hvide hat de har på. Det var en fantastisk og stor oplevelse – og noget helt andet.

Da vi var ”mætte” gik vi retur, men slog så lige et slag ind omkring en lille restaurant hvor vi fik omelet med ris. Udmærket.



Derefter retur til den park, som vi først havde forvildet os ind i. Det var også en oplevelse. Det nærmeste er nok at betegne det som en kopi af Fællesparken. En forfærdelig masse mennesker, som øvede og viste alt mellem himmel og jord. Der var jonglører, en der spillede djævlespil, nogle lavede mega store sæbebobler, andre fløj med drage, spille fodbold, badminton, volleyball, frisbee, hvis de ikke øvede teater, linedans, tai chi – you name it. Og rundt om det hele var et stisystem, hvor blinde motionsløb, ledt frem af en hjælper, hvor begge holdt i en tyk elastik.

Der var også noget til de firbende venner – hundegårde, hvor hunde med deres ejer kunne løbe frit omkring – inddelt efter hundens vægt!!! De er skøre de japanere!!

Tilbage til virkeligheden. Vi skulle på strøgtur!! En gade med masse af butikker og endnu flere unge mennesker. Det var vildt. Det var virkelig japans unges in-sted. De var der alle – alle typer -
og alle sammen!! Øjjj – hvor der var mange.

Joakim fandt sin yndlingsbutik fra han var i Japan for 2 år siden, og dér skulle vi handle. Han og Maria fik da også investeret i en del – ganske nydelig tøj.

Vi vandrede videre – forbi de dyre mærkevarebutikker, så Porche og Ferrari – osv. Så vendte vi om – der var nogle ting nede ved stationen vi gerne ville se. Inden vi nåede så langt, rundede vi lige en T-Shirt butik – og vupti, så røg der nogle T-shirt ned i posen.

Tiden var nu så hastigt fremskreden, at vi besluttede os for at spise, og så vende næsen hjemad. Men – da vi syntes vi godt kunne bruge lidt mere tid herude, og der stadig var ting vi ikke havde set, ville vi vende tilbage mandag. Herom senere.

Det lykkedes – efter flere forsøg – at finde endnu en italiensk restaurant, hvor vi fik lidt at spise. Og det var virkelig lidt – jeg har set større forretter!!

Inden vi kom så langt skulle vi dog endnu engang kæmpe os igennem et menneskemylder som var vi på vej væk efter en svenskerlandskamp i Parken. Forskellen er at efter en landskamp går folk i samme retning – her gik folk i hver sin retning. Og så var jeg formentlig 25 år ældre, end gennemsnitsalderen for resten af de unge mennesker der var der.

Nå – efter vi havde spist, trissede vi ned og tog toget hjem igen. Klokken var ved at være 8 om aftenen – vi havde været i gang i 10 timer, så vi var trætte.

Gad vide hvad natten nu vil byde på!!



Søndag den 12. juli

Jeg er ved at være godt træt af jetlag. Endnu en nat med kun få timers søvn. Maria slap heldigst igennem natten og lå kun vågen i 1½ time.

Hmmm.

Og så op kl. 06.30 – det var turdag igen i dag!

Vi skulle til Nikko og så op og se en sø og et vandfald. Vi traskede hjemmefra kl. 07.30. Vejret var faktisk rigtig rart – ikke alt for lummert, og så kunne man faktisk godt mærke på trafikken at det var søndag morgen – selv i Japan!

Same procedure as last time – vi bliver sat på en bus med nogle få andre og kørt til en busterminal. Da vi kører derfra igen er vi vel omkring en 25 stykker. Foran os ligger 2½ times buskørsel til Nikko – afbrudt af en tissepause efter 1½ time.



Men – det var faktisk en spændende køretur. Vi kørte på motorvejen (eller express-vejen som det hedder herovre). Den ligger som en vej ovenover alting – eller under alting – men stort set aldrig i gadeplan. Når man sådan sidder i en bus der kører imellem 5 og 25 m. over gadeplan, så ser man altså noget andet af en storby. Tokyo er imponerende, og det er imponerende så småt og tæt at husene er bygget. Da vi så kom lidt ud af det centrale Tokyo, kørte vi langs en flod. På begge sider af denne flod var der forskellige små stadion – til baseball, fodbold, atletik m.v. – og det blev bare ved og flere kilometre.


Da vi så kom uden for Tokyo, så var det rismarker der prægede billedet – igen så langt øjet rakte, og da vi nærmede os Nikko, var det bjerge der åbenbarede sig. Som sagt havde vi en kort pause, hvor der blev tisset af. De japanske toiletter bliver ved at fascinere. De fleste steder skal man bare stikke hænderne under vandhanen, som kommer vandet. Flere steder er det det samme med sæben. Det er rigtig hygiejnisk. Men – noget at tørre hænderne med, når de er vasket – det findes kun halvdelen af stederne. De er skøre de japanere!!

Nå – vi fik en is og så videre til Nikko.

Det der er at se i Nikko er en masse templer, hellige steder og hellige ting. Det er svært at beskrive i enkeltheder. Der var megastore Buddhaer, og bitte små katte og aber som var hellige. Frem for alt, var det hele utroligt smukt og fascinerende – og meget besøgt – der var et væld af mennesker. Det er som sagt svært at beskrive detaljeret, men det der forbavsede mig mest var, at den med de 3 aber der holder sig for mund, ører og øjne (”Talk no evil, hear no evil, see no evil”) stammer herfra.

Vi var i Nikko i næsten 2 timer – og det var ikke for meget. Vi blev herefter kørt et kort stykke, hvor vi så skulle spise frokost. Det var i en spisesal ovenpå en souvenirbutik. OK – det var i hvert fald lokal japansk mad med ris, nudler, friturestegte ”ting” og noget andet som vi aldrig rigtig fandt ud af hvad var, men som dog var spiseligt. Dertil grøn te eller vand.

Så kørte vi videre – op af en vej til ca. 1200 meters højde. Der var 20 hårnålesving undervejs opad og 28 nedad. Det giver – som bekendt – 48, hvilket skulle svare til stavelserne i et eller andet alfabet – derfor hed det også alfabet vejen, hvor hver sving havde sit bogstav.

Heroppe så vi en sø. Fantastisk smuk, og liggende op til et ”bjerg” som i form mindede om Futsijama. Det var et sted hvor mange af de velbeslåede tog hen om sommeren, fordi der var lidt mere køligt.

Ind i bussen igen, og denne gang en ganske kort køretur, hvor vi så skulle se et vandfald. Igen – så var det ganske kønt – og så gik turen hjemad.

Vi var nogle stykker som ikke oplevede hårnålesvingene nedad – men gik direkte i koma. Vågnede dog senere på motorvejen, hvor vi ramte myldretiden – en søndag aften!! – men det var alle japanerne der kom hjem fra weekend. Det tog næsten 3½ time i bus hjem, hvor vi blev sat af ved Tokyo station. Det var mørkt og vi var trætte. Vi gik derfor blot hen i det nærmeste stormagasin (som stadig havde åbent kl. 19.50 søndag aften!!) og købte noget lækkert brød som vi delte på vejen hjem.

Så et par dunke vand på den lokale 7-11, og så var vi klar til natten.

Endnu en begivenhedsrig dag i Tokyo var slut!

Mandag den 13. juli

Yes – en hel nats søvn – og så for os alle samtidig. Herligt!

Vejret var sådan set OK – varmt, og det så ud til at blive solskin.

Efter morgenmaden tog vi af sted mod Tokyo station. Vi skulle have lavet vores billetter til vi skal til Kyoto den 15. juli. Det gik nu forholdsvis smertefrit.

Vi tog derefter metroen til Shibuya, hvor vi også havde været lørdag. Vi skulle først i en forretning som var blevet fremhævet i ”Turen går til Japan” – Skibuya 109. Men – det var nu ikke noget for os, så der kom vi hurtig ud fra igen. Vi var så inde i andre butikker og ose – og købe en enkelt Poloshirt (denne gang til Erik). Så var det tid til ”lunch”, og det indtager man naturligvis på ”Café Danmark!” – en lille ydmyg café, hvor det mest dansk var at de havde Carlsberg øl. Vi prøvede ikke!

Dernæst en tur i en Disney butik, og så ned på Starbucks og få en kold kop kaffe – det smagte nu ganske fortrinligt!

Så gik vi videre til den park vi havde været i om lørdagen, hvor der var en masse gøgl. Der var nu ikke ret meget i dag, så vi gik bare en runde og nød vejret. Derefter ned af den ”Champs Elysses” som vi også havde været på om lørdagen. Vi var inde i forskellige butikker, men uden at købe noget. Det sidste sted vi var inde var i et forholdsvis nyt butikscenter - Omotesando Hills. Det var godt nok imponerende. I seks etager – bygget omkring en midte, som var formet som en 3-kant. Når man gik på langsiderne i 3-kanten skrånede de let, så man kunne komme fra 1. – 6. sal uden at gå på trapper. I midterrummet var der var den spidse vinkel en trappe fra 3. sal til 1. sal, som kontinuerligt bliv belyst med forskellig lysopsætning, der kom fra projektører i loftet. Samtidig spillede noget stille, meditativ musik. Det var cool – og det var forretningerne også. Der var flere af den type, hvor der ikke er prisskilte, for hvis du skal spørge til prisen har du ikke råd.

Vi sluttede af med at spise på en café – ganske udmærket mad – og pinde er helt fine at spise med.

Så retur med metroen, og vi var hjemme omkring kl. 7. Trætte.

Der var dømt læsning, hygning, skrive dagbog – og om lidt i seng.

I morgen venter Mount Fuji på os!



Tirsdag den 14. juli

Dagen startede som de andre gange når vi skulle på tur. Op kl. 06.30 – et hurtigt bad – morgenmad og så af sted kl. 07.30

Kl. 9.00 kørte vi så fra busterminalen i en lille bus, hvor vi i alt var omkring 18 personer.

Og jeg må sige – vi blev udsat for vandfald igen i dag. Denne gang dog en talende en af slagsen, nemlig vores kvindelige guide. Ud over at hun talte HELE tiden, så gentog hun ca. hver anden sætning, og talte et gebrokkent engelsk, hvor hun forlængede stort set samtlige endelser på ordene. Det var f.s.v. smadder godt det hun fortalte, og hun vidste bestemt en masse om det hun fortalte om, men det var mildest talt anstrengende at høre på i længden.

Nå – men vi tog som sagt af sted ved 9-tiden, og så gik der ellers ud af den japanske motorvej. Denne gang i en anden retning – mod sydvest. Der var igen masser at kigge på af den japanske natur, og vores guide sørgede for at vi ikke faldt i søvn – bortset fra enkelte!

Ca. 10.30 ankom vi til et besøgscenter ved foden af Mount Fuji. Her fik vi taget de første billeder, men der var en del skyer for bjerget. Vi fik tisset af, og købt de eftertragtede postkort som vi havde ledt efter i flere dage. Og så gik det opad. Vi skulle til den ”5. station” på Mount Fuji, og den lå i ca. 2,3 km højde. Vi havde bevæbnet os med ekstra tøj, men det var slet ikke nødvendigt. Temperaturen var ganske behagelig. Det var larmen til gengæld ikke. De evindelige højtalere, der på japansk fyldte luften, havde også fundet vej helt herop. Godt nok irriterende.

Der var masser at se på. Turister som skulle bestige bjerget det sidste stykke til fods (er kun muligt fra 1.7. – 31.8.), heste som kunne bære udstyr, en guds velsignelse af børnehavebørn med forskellig farve kasketter!! – og så naturligvis Mount Fuji. Efter at have taget en del billeder, hvor bjerget var dækket af skyer, lykkedes det lige før vi skulle af sted igen, at få et billede af det, hvor det næsten stod helt frit.

Afsted det gik igen. Ned til foden af bjerget, hvor vi skulle have frokost. Klokken var efterhånden ved 13.15, så vi var godt sultne. Denne gang skulle vi spise på et hotel, der lå ved foden af bjerget. Det var rigtig god mad – 9 forskellige ting i en bakke.

Så ud i bussen igen. Så skulle vi til Hakone. Det er et ”sted” der ligger ud mod kysten, men et stykke oppe – ca. 1 km. over havets overflade. Her lå en aldeles pragtfuld sø, hvor vi skulle sejle – men kun i 15 min. Det var alligevel en storslået oplevelse at sejle omkranset af bjerge over den stille sø, mens solen skinnede. Vi ville gerne være fortsat i lang tid endnu.

I stedet skulle vi af, og med en svævebane op på toppen af et bjerg. En stigning på ca. 600 meter. Jeg overvejede om jeg skulle blive nede – det med højder og i særdeleshed i form af svævebaner er ikke min stærke side. Men – jeg satte mig i et hjørne med hovedet mellem benene, og kom op på toppen. Og det fortrød jeg ikke. Det var ubeskrivelig smukt at kigge ud over søen. Desværre var det temmelig diset, så vi kunne ikke se Mount Fuji, som ellers skulle være smuk herfra. Men – det gik alligevel. Der var også et lille kloster, som vi var omkring, men vi er efterhånden ved at være ret hardcore med de klostre.

Efter ½ time på toppen, satte jeg mig igen ind i et hjørne af svævebanen, og kom sikkert ned.

Foran os var nu over 2 timers køretur retur til Tokyo. Men, men, men – vores særdeles servicemindede guide havde planlagt underholdning. Så snart vi var ude på motorvejen – undskyld – ekspresvejen – foldede hun et fjernsyn ned fra loftet, og så skulle vi sumo-brydning, noget hun øjensynligt gik rigtig meget op i, og kendte deltagerne. Desværre var billedkvaliteten ikke så god, og så sindsygt ophidsende er det ikke at se store, fede mænd slås, når man er ved at falde i søvn, men ved at forestille sig, at det var ”de sorte spejdere” som kommenterede, blev det nu alligevel underholdende.

Vi var retur i Ginza omkring kl. 7 – og så forbi favoritbageren efter en masse brød, som vi gnaskede på vejen hjem, hvor vi var kl. 8. Så stod den ellers på skrivning af postkort, læse, bad, hygge – og skrive dagbog.

Vi ses i morgen, hvor vi er flyttet til Kyoto!



Onsdag den 15. juli

Sidste morgen på Hotel Gimmond. Vi fik spist morgenmad og pakket færdig, og var ude af døren ca. kvart i 10.

For første gang skinnede solen fra en skyfri himmel. Den bed! – men vi er jo hardcore, så vi gik til stationen med kufferterne efter os. Det hjalp at vi skulle gå i skyggen!

Vi var på stationen lidt over 1 time før afgang – så der var tid til at vi fik indkøbt noget brød til frokost. Imens havde Hanne stået og set på en ordentlig flok børnehavebørn, der skulle på ferie,. Det lignede en masse rygsække med børn foran, men i en helt anden rolig og eksemplarisk tone, end hvis det havde været i Danmark – og her tænker vi vist mest på forældrene!!

Joakim og jeg gik så op på Starbucks for at få en frappucino, mens pigerne tog på 13. sal for at se på kimono’er. Det havde været en oplevelse. Der var kun få (6-8) modeller – og så var der ellers bare stof i lange baner. Maria – vi må se at få den prøvet!!

Nå – pigerne retur, og en frappucino til dem, og så tog vi kufferterne på nakken for at komme ned til toget. Vi fandt perronen og så rullede toget ind. Det er godt nok imponerende. Der var andre shinkansen-tog på de øvrige perroner – nogle mere dekorerede end andre. Som det første – mens vi ventede – tog rengøringspersonalet fat. De gik ind, da de sidste passagerer var kommet ud, og så gjorde de lynhurtigt rent – og …. – vente sæderne, så alle sad i kørselsretningen. Og her er altså tale om et tog som i længde overgår de danske lyntog.

Nå – vi kom ind op prik på sekundet (det er vel i Japan, hvor togene gennemsnitligt er forsinket 0,6 sekunder på årsplan – tag den DSB – hvor et tog regnes til tiden, hvis det er under 5 min forsinket!!) kørte toget.

Togturen er der ikke så meget at fortælle om. Vi kom igennem et varierende japansk landskab – så bl.a. de første villaer et stykke uden for Tokyo. Og så var det en fornøjelse at opleve togpersonale, der bukker når de har åbnet døren til vognen – før de går videre. Tag den DSB!!

Vi ankom til Kyoto (som jo reelt er Tokyo, hvor stavelserne er byttet om!) – og her er også varmt!!

Det første vi gjorde var at få booket billetterne til Wakayama som vi skal til fredag den 17. Hvordan det var kommet på plads med en ikke-engelsk talende billetdame, uden Joakims indgriben – det aner jeg ikke.

Så – ud i en Taxa – det tog også lidt tid at få forklaret vejen, når vi ikke have hotelnavn og adresse på Japansk. Men – frem kom vi, efter en afsluttende U-vending på tværs af 3 vognbaner – KANON!

Hotellet er godt nok en noget anden standard end det vi kom fra. Større og lyse værelser og giver indtryk af noget bedre kvalitet. Herligt. Nå – op med kufferterne, og så af sted. Der er festival i byen, det havde Joakim fundet frem til, og det var også årsagen til at vi var noget længe om at komme frem til Hotellet – der var ret mange biler.

Vi kom op til de gader, hvor vi vidste det skulle være – og det var imponerende (undervejs faldt vi lige over en sporvognsbutik – udvalget var dog ikke så stort!!)

Som noget af det første var der en japaner der stod og delte vifter ud. En kærkommen ting i den hede – og det var en god gave – der var nemlig et kort på viften, så vi kunne finde rundt i de gader, hvor der var festival. Festivalen bestod – onsdag eftermiddag – dog mest i en hel masse boder. Ind imellem var der nogle mærkelige vogne, som formentlig skulle bruges i et eller andet optog.

Nå – men vi trissede rundt og kiggede på, hvad der var. Det var et overflødighedshorn af boder med alskens mad, lige fra mad (små æbleskiver, der blev lavet på samlebånd, hele blæksprutter, ris, nudler, kød på spyd, chokoladeovertrukne bananer på spyd, agurker på spyd, is i alle mulig afskygninger) til salg af tasker, nøgleringe, masker, kimonoer – til butikker med underholdning, hvor jeg var ret fascineret af en variant over boden fra tivoli, hvor man skal fange små ænder der sejler rundt med en magnet på hovedet. Her var det blot levende fisk, som svømmede rundt. Man købte så en lille ”vifte” af rispapir, og fik udleveret en skål. Man måtte så fange så mange fisk man kunne, indtil rispapiret gik i stykker. Ret cool! Og – midt i det hele, hører vi så danske stemmer. Det var et dansk par med et barn i klapvogn, der havde forvildet sig ind i mylderet. Tjaaaa …

Vi gik rundt i et stykke tid – Joakim fik købt en smuk vifte, og der blev gnasket is, som minder om de ”snemænd” Hanne og jeg købte i Tivoli i gamle dage.

Vi ville så ud af festivalområdet, og over i et andet område af byen. Hold da op. Vi havnede i det værste menneskemylder nogensinde. Jeg tror vi var 10 min. om at gå 50 meter. Det var ganske forfærdeligt – og samtidig kunne man se, at over på den anden side af gaden, der slentrede folk bare af sted. Så – lad os komme derover!! Som sagt så gjort – da vi fik mulighed for det!!

Nå – vi gik videre, og besøgte undervejs et par butikker. Festival stemningen fortsatte stadig. Overalt var der folk på vej – og mange af kvinderne var iklædt kimonoer. Vi kom så til en bro, og besluttede os så for at finde et sted at spise. Iflg. ”Rejsen går til Japan”, skulle der være en god restaurant ikke så langt fra hotellet. Os af sted. Vi gik langs vandet – og der var mange mærkelige skabninger – den mest mystiske var dog nok det lille vildsvin, som en dame gik tur med i snor, som var det en hund. Vi var et par stykker der lige fik en forskrækkelse, da det gryntede.

Nå – retur over en bro og så tilbage på den anden side. Der lå masser af restauranter – dyre og japanske, så vi fattede ikke en bønne af, hvad de serverede. Så – vi droppede det og gik retur til hotellet, hvor vi lige havde nået at se, at der var en restaurant.

Vi kom tilbage og satte os og fik menukort. Så var det Maria sagde – ”Er det ikke dansk musik de spiller”. Vi troede jo hun måtte have fået solstik, men da vi havde lyttet lidt, så ganske rigtigt – en sprød dansk kvindestemme (Maria mente det var Anne David), kom ud gennem højtalerne. Lidt senere hørte vi også Julie!! Ak ja.

Vi fik spist – i øvrigt ganske udmærket mad, til en rimelig pris, og så retur på værelset. Joakim var lige en tur på 13. sal og få et varmt bad, og så var det ellers godnat.

Endnu en herlig dag!



Torsdag den 16. juli

Første morgen i Kyoto – og solen skinner! Morgenmaden står på bordet da vi som de første invaderer restauranten kl. 07.00 – det er nemlig turdag, så vi er tidligt oppe. Morgenmaden er noget bedre end i Tokyo. Her er både Cornflakes, ristet brød mv. Vi afstår dog fra kagerne!!

Vi bestiller en Taxa. Det er første gang vi skal til opsamlingshotellet, og vi er lidt kolde fra morgenstunden. Joakim taler med chaufføren på vejen dertil, og chaufføren fortæller, at der ventes 300.000 tilskuere til festivalen om fredagen!! Godt vi skal til Wakayama!

Vi venter i lobbyen på det der MÅ være byens fineste hotel. Det er godt nok luksus. Alene buketten i forhallen, må have kostet en almindelig japaners månedsløn.

Bussen kommer lidt sent – en forvirret japansk guide kommer stormende ind, og viser os ud i en bus. Vi kører videre til endnu et hotel, og samler flere op – og så er bussen proppet til sidste plads.

En ny guide kommer ind i bussen – en ældre gråhåret japaner (dem er der ikke så mange af!!) Til en start bliver vi lidt irriteret på ham – han taler hurtig og en anelse uforståeligt, men han viser sig for det første at været voldsomt vidende om alt, ret underholdende, og god til at samle gruppen.

Nå – af sted det går. 1. stop er ikke langt væk – det er et gammelt slot – Nijo Castle - som tidligere blev beboet af Shogun, som engang var landets hersker – efter Kejseren. Det er et fantastisk sted. Vi går først lidt rundt udenfor, men kommer så – på strømpesokker – ind i selve slottet/paladset. Her måtte ikke tages billeder, men mange ting står på nethinden. De mange flotte rum, hvor der var malet på papirsvæggene af datidens største kunstnere. ”Nattergalegulvene”, som var lavet med et lille mellemrum til den underliggende strø, således at de ”søm” der hold dem fast, bevægede sig en lille smule når man bevægede sig, så der kom en pibelyd. Formålet var, at ingen skulle kunne snige sig ind i paladset uden at blive hørt. Der var eksemplerne med shogun og hans ”harem”, hvor damerne bar kniv – ikke for at beskytte sig, men for at kunne begå selvmord i s.f. at blive taget til fange!!

Bagefter var vi ude og se haven/søen – det var meget smukt.

Ud i bussen igen, og så til noget, jeg selv havde glædet mig meget til – ”Den gyldne Pavillion” (Kinkakuji Temple). Vi gik igennem en lille have, og så lå den der – midt i vandet. Det var en million milliard mennesker, som alle skulle have billeder, men det lykkedes da at få nogle flere. Vi gik videre igennem den smukke have, med flot anlagte stier, krukker, som man kunne smide mønter efter – og ingen skraldespande, for der var ingen der smed affald!!

Vi fik en velfortjent is, da vi var færdige.

Så af sted igen. Denne gang til det tidligere kejserpalads (Kyoto Imperial Palads), hvor man kun kan komme ind med special tilladelse – som f.eks. en guided rundvisning. En lille ydmyg sag på 110.000 kvm., som var temmelig godt bevogtet. Vi skulle stille op i rækker med 4 personer i hver, og blev fulgt af en vagt under hele turen. Det var meget imponerende. Nogle fantastiske bygningsværker – det er imponerende hvad de kunne finde på at bygge den gang – og hele tiden i en skarp sol, så vi var ved at få skovhuggerarme!!

Det var så slut på formiddagens program, og vi blev kørt til noget vi først havde læst som et handicap center, men som viste sig at være et handicraft center, hvor de selv lavede tingene. Vi fik først en udmærket frokost – buffet over japanske variationer! Dernæst var der 1 time, hvor vi kunne gå rundt og kigge på japansk håndværkskunst, og det var virkelig imponerende, hvad de havde af smykker, tøj, husgeråd, figurer og alt muligt tingeltangel. Og der røg da også lidt ned i tasken!!

Nå – så startede eftermiddagsholdet. En ny bus, en ny guide og en forfærdelig masse mennesker. Vi kørte kun i 5 min. så var vi ved det første stop – et tempel (Heian Jingu Shrine)!! Selve templet var OK – vi har nok set det meste før, men haven var imponerende smuk. Med åkander, sten man kunne træde på hen over en sø, smukt anlagte stier og broer, og med skildpadder i vandet!

Afsted det gik igen. Endnu et tempel (”Sanju Sangendo Hall”), denne gang et buddhistisk tempel hvor de andre var en anden religion – og jeg må tilstå at jeg nok var ved at være lidt træt af templer. På vej ind får vi – endnu engang oplyst – at vi ikke må tage billeder, og så fortæller Joakim, at der er 1001 statuer. Det kan jeg ikke rigtig forholde mig til. Guiden fortæller så om tidligere skydekonkurrencer med bue og pil, hvor rekorden er en soldat som på 24 timer sendte en ny pil af sted hvert 7. sekund – uden pauser!

Vi kommer nu ind i templet, som er 120 m. langt, og pludselig går det op for os hvorfor. På snorlige rækker (10 rækker!!) står den ene status efter den anden, forestillende en person på vej mod at blive buddha – med 20 arme på hver side og alt muligt tingeltangel. Hver og én udskåret i træ og samlet og malet – og de er sket i 12. og 13. hundrede tallet. Hvis ikke man har set 1000 statuer stå på den måde som tilskuere til en fodboldkamp, kan man ikke forestille sig hvor storslået det er. Midt i salen – med 500 statuer på hver side, var der så en 3,5 m. høj buddha – og så stod der 28 andre statuer der forstillede forskellige guder/soldater foran de 1000 andre. Det var bare totalt overvældende! Afslutningsvis skal det nok lige med, at der faktisk ikke var helt 1000. Dels var der konstant et par stykker der skulle repareres (det tog 50 år at komme igennem dem alle!!), og så var der 3 der permanent var på ”forretningsrejse” – dvs. udlånt til andre museer.

Afsted til dagens sidste stop – endnu et tempel (”Kiyomizudera Temple”). Vi kørte til det østlige Kyoto og opad! Vi parkerede, og skulle gå det sidste stykke op til templet opad gennem en handelsgade, hvor diverse tingel og tangel blev faldbudt. Selve templet var egentlig ganske imponerende – anderledes, men det var nok beliggenheden og udsigten der var smukkest, med udsigt over hele Kyoto.

Her var en veranda hvor det hed sig, at sprang man ud derfra og overlevede, ville man få lykke, og døde man kom man i paradis. En Punkt 1 løsning (”win-win”-situation) – men da der var ca. 15 m. ned, var der ingen der havde lyst til at prøve.

Der var også kærlighedsstenene, hvor man med lukkede øjne skulle gå fra den ene til den anden, og ramte man den 2. sten, fik man held i kærlighed. Joakim og Maria klarede opgaven, Erik ramte startstenen 2 gange ;-). Til sidst var der mulighed for at drikke af én af 3 kilder. Den ene gav kærlighed, den anden visdom, og den sidste kan jeg ikke huske – men valgte man at drikke af dem alle, blev det tolket som grådighed. Da det kostede 200 Yen at prøve, kan man vel konkludere, at indehaveren har prøvet alle 3!!

Vi snuppede lige dagens 2. softice på vej retur til bussen, og så gik det af sted til hotellet, hvor vi var startet. Vi havde så læst om Kyoto’s ældste ”running sushi” restaurant, som ikke skulle ligge langt derfra. Og for en gangs skyld var vi heldige, og fandt det i 1. hug. Det var bestemt en oplevelse – og billigt.

Tilbage var kun at slendre tilbage til vores eget hotel, og så stod den på dagbog, spil og tidligt i seng.

I morgen venter Wakayama!!



Fredag den 17. juli

Tidligt op igen – kl. 7 bippede mobiltelefonens alarm. Og det kalder man ferie! Nå – et bad ventede, og så ned at spise morgenmad. Det smager nu meget godt!

Vi tog fra hotellet ca. 08.30 – vi skulle nå toget mod Wakayama kl. 09.32, og vi skulle lige have købt noget spiseligt, samt reservere pladser hjem fra Wakayama og til Hiroshima søndag.

Luften var tung – det havde regnet, og der var mere regn tilbage i skyerne. Vi traskede ned mod stationen, og kom forbi endnu et tempel på vejen, samt Kyoto Tower, som vi har planlagt at skal op i om lørdagen.

Vi fik købt billetter og lidt mad, og så ventede vi på togets ankomst. Som tidligere nævnt, så kører togene til tiden, og det gjorde dette også. Togturen blev brugt til at læse, kigge billeder, sove – og så var vi der pludselig – i Wakayama. En lille ubetydelig provinsby i Japan - på størrelse med København! Vi blev hentet på stationen af Joakims tidligere privatlærer i japansk – Shimo. Joakim havde skrevet med hende i dagene før, og hun havde tilbudt at være chauffør. Joakim faldt i snak med det samme – på lokalsproget, og de hyggede og grinede på vej mod bilen, mens vi andre gik bagved og glædede os over gensynsglæden.

Vi kørte gennem Wakayama – der var et pænt stykke vej til skolen, men Joakim og Shimo talte lystigt videre. Vi ankom til skolen, hvor det var sidste skoledag inden ferien, og vi kunne se at eleverne var samlet til afslutning i hallen. Vi kom ind på skolen, og Joakim ledte os vej til hans klasseværelse. Det var underligt at være der igen, efter 1 år.

Vi skulle så ned i et internationalt klasseværelse, men nåede ikke så langt i første omgang. Da vi rundede et hjørne, kom en flok skoleuniformsklædte gående imod os, og pludselig brød jublen løs: ”Joakin – Joakin” (japanere kender ikke endelsen ”im”, derfor Joakin!), og en flok piger kom stormende mod Joakim – et par enkelte faldt ham om halsen. Og sådan gik det det næste kvarter. Flere kom til – mest piger – og alle, der kendte ham skulle hen og hilse på. Vi ”andre” blev også præsenteret, og der blev grinet og fotograferet. Det var en stor oplevelse. Efter ca. et kvater gik vi så videre til det internationale klasseværelse. Vi hilste på – der var 2 rigtig søde damer, som ikke vidste alt det gode de kunne gøre for os. Vi fik serveret the, snacks, kiks (wasabi-kiks – en specialitet, som jeg ikke tror hitter i Danmark!!)

Alt imens kom der flere unge ind på kontoret. Om det var rygtet der havde bredt sig ved jeg ikke, men der kom mange for at hilse på – og nu også drenge. Joakim stod og talte japansk med klassekammeraterne, mens ”vi andre” udfoldede os på engelsk med lærer og elever. Der blev fundet gamle præsentationer frem + et stort billede Joakin (undskyld – Joakim!) havde lavet da han var dér.

Der gik det meste af en time, hvor der blev talt og grinet – Joakim blev også foreviget med 2 nuværende udvekslingsstudenter – en amerikansk dreng, som dog kun var i Wakayama i 6 uger, samt en tysk pige, som var der i 1 år. Og så gik Joakim over for at spille badminton. Vi gik med, men de skulle vente før de kom i gang. I stedet kom Shimo og spurgte om vi ikke ville med over at spise med lærerne. Vi sagde pænt tak, og så blev vi vist over i skolekøkkenet, hvor vi måtte tage skoene af, og blev udstyret med røde sutsko, mens vi spiste carryris, salat, vandmelon – og fik et eller andet ubestemmeligt fluidum, som jeg stadig prøver at glemme alt om.

Tilbage igen til badminton hallen. Joakim skulle ikke spille alligevel, og ville gerne af sted. Han fik sagt pænt farvel, og så kørte Shimo os tilbage til stationen. Der var lidt mere stille i bilen, end på vej derned. Næsten 3 timers japansk havde tæret på kræfterne hos Joakim. Der var 1 time til toget skulle køre, så Joakim – som ikke havde fået mad, var forbi McDonalds, mens pigerne kiggede på ”ting.”

Toget havde dårligt forladt Wakayama station, før Joakim sov – det havde været en hård formiddag!

Vi var tilbage i Kyoto 17.17 – præcis! Vi runnede lige Startbucks på vejen til hotellet og fik en frappucino. Dårlig vane = dejlig vane ;-) Det regnede på vejen hjem, men det afholdt ikke 3 af os inkarnerede by gængere til at tage en rundtur i byen. Joakim blev hjemme!! Uagtet at festivalen var kulmineret med optog ved middagstid samme dag, var alt stort set ryddet da vi gik forbi kl. 18 – de er godt nok effektive de japanere.

Tilbage på hotellet kl. 19, og vi gik så i hotellets restaurant for at spise. De unge mennesker fik spaghetti med rejer og skaldyr, mens Hanne og jeg fik ris med carry. Min var med kylling, og den var godt nok stærk, så hvis jeg havde været i tvivl om jeg havde varmen tidligere, var den tvivl i hvert fald forsvundet.

Klokken var over 8 da vi kom på værelset. Trætte efter en begivenhedsrig dag. Den stod på kortspil (Joakim var dog lige på 13. sal igen for at nyde det japanske bad!!), og så på dagbog.

Lørdag kan vi sove længe. Herligt!



Lørdag den 18. juli

Sove længe – det er sådan set OK! Vi spiste først morgenmad kl. 9

Vi havde et kort program for formiddagen, da vi skal på feriens eneste aftentour – herom senere.

Første stop på turen var et tempel – Higashi-Honganji-templet - vi havde set på vejen fra Stationen. Det var under reparation, derfor var vi ikke sikre på om der var adgang – det var der, og det blev en oplevelse. For det første var det selve restaureringen, som var et besøg værd. For at restaurere templet, havde man bygget en hal udenom og henover templet – og denne hal havde dimensioner, som ville gøre de gamle haller på B&W på Holmen misundelige. Derudover var templet verdens største nuværende trækonstruktion – og den VAR enorm. Der var ikke så meget at se indenfor.

Næste stop var Kyoto Tower. Udsigtsplatformen var i 100 m. højde og gav et imponerende vue udover Kyoto. Der var kikkerter for hver 5 m. hele vejen rundt, så der var mulighed for at indkredse detaljer.

Derfra gik vi så til en Pagode, vi havde set på kortet. Vi gik langsomt – dels var det voldsomt varmt (så senere et termometer der viste 33 grader) og luftfugtigheden var enorm, så tøjet klæbede hele tiden. Pagoden Kuji-dori var ca. 20 min gang fra Kyoto Tower, og en del af et større tempelkompleks Kanchi-in og Toji Temple. Der var nyrevne stier, flotte haver, voldgrav med kæmpeblomster, fiskehejre, skildpadder m.m.

Pagoden var ganske nydelig – og så var der 2 haller med statuer af Buddha og hans krigere og væbnere – igen måtte vi ikke tage billeder.

Klokken var ved at være 12, og vi begyndte at trisse mod stationen, for at finde en ”running sushi”. Joakim kunne huske han havde været på en sådan for 1½ år siden – og han fandt den sørme igen!! Der var lidt ventetid, men vi fik plads, og endnu engang spist os mætte. Især deres tun var rigtig god.

Så retur gennem varmen til hotellet, hvor aircondition ventede – herligt!! Det var tid til en middagslur og afslapning inden aftentouren.

Vi tog hjemmefra igen ca. 16.45 – vi skulle mødes på Hotel Okura (det samme som på turen 2 dage før om morgenen). Vi gik stille og roligt deropad og frekventerede Starbucks på vejen, og var på hotellet i god tid inden.

Guiden ankom, og vi blev gelejdet ud i nogle taxier og kørt af sted. Vi skulle til et område, der hedder Gion, som vi ikke nåede at besøge på den 1. dag vi var i Kyoto. Det var et fascinerende område. Smalle gader og gammel bebyggelse. Vi gjorde holdt ud for hvad der skulle vise sig at være det ældste thehus i området. Vi var ca. 20 personer, så vi blev delt op i 4 grupper, hvor vi var en gruppe for os selv. Vi fik først serveret en traditionel japansk middag bestående af Miso suppe, og så noget friturestegt – der var grøntsager, Tofo, og andet godt – og så en skål ris og kold, grøn te. Meget lækkert. Vi fik efterfølgende hver et par ting lavet i origami – bl.a. en trane.

Så var det tid for te-ceremoni. D.v.s. – vi blev først vist rundt i de små lokaler af en japaner der talte halvdårligt engelsk, så vi forstod ikke så meget. Der var dog noget med, at man tidligere betalte skal af, hvor meget huset fyldte ud mod gaden, hvilket er årsagen til de smalle huse – som så kan være meget dybe – hvilket dette også var. Vi blev ledt langt ind i huset, hvor en smuk have åbenbarede sig – selv om det efterhånden var blevet mørkt. Vi ventede et stykke tid, og så blev det vores tur. Vi blev ledt hen til te-huset af en ung pige, der talte et fremragende engelsk. Vi skulle igennem en lille lem i siden – årsagen hertil (fik vi at vide) var, at tidligere gjorde det at alle (uanset rang) måtte bukke sig, og dermed vise samme ydmyghed. Vi fik så serveret te, med de traditionelle søde ting først. En oplevelse var det, at Joakim korrigerede guiden i ceremonien, da hun fortalte rækkefølgen forkert. YES!! Det var meget stemningsfyldt, men jeg havde nær aldrig fået rettet mine fødder op igen, efter at have siddet på knæ i næsten 10 min!!

Derefter gik vi gennem Gions smalle gader til et teater, hvor vi skulle opleve traditionelt japansk teater. Det varede 50 min., og vi nåede at se 5 små forestillinger, der viste forskellige genrer. Det var sådan set OK – noget var bedre end andet, men publikum var direkte pinligt – de stod på stolene og gik helt op til scenen for at tage billeder – mobiltelefoner ringede, og folk sad og snakkede. Ak ja!

Vi var færdige kl. 9 – og kunne nok have gået hjem, men havde ikke megen lyst til at gå igennem et kvarter, hvor vi ikke kendte vejen, når det var mørkt. Gion er ”glædeskvarteret” i Kyoto – og da vi så fik tilbudt en gratis taxa hjem, snuppede vi den.

Tilbage var egentlig kun at få skrevet dagbog – søndag flytter vi til Hiroshima!



Søndag den 19. juli

En morgen som alle de andre – og så alligevel ikke. Vi skulle nemlig skifte igen i dag. Ikke undertøj eller T-shirts – uden at jeg dog vil afvise, at dette også blev gjort – men hotel.

Vi forlod derfor Hotel Arenvert i Kyoto kl. ca. 09.30 for at begive os mod stationen med vores kufferter. Ved udcheckning fik Hanne sin længe ventede sove-tshirt, som rengøringen var kommet til at tage med en dag i ugen. Den var så til gengæld strøget og stivet efter alle kunstens regler. Det forlyder ikke, i hvilken model Hanne sov de pågældende nætter, hvor den var savnet!!

Nå – ned til banen gik det med vore kufferter. Fy F….. hvor det var varmt – og klamt!
Det er i øvrigt ikke fordi der er så mange der cykler i Japan – hvilket formentlig er årsagen til, at der ikke findes egentlige cykelstier. Alle kører simpelthen på fortovet – ud og ind mellem de gående. Man vender sig måske til det på et tidspunkt! En sjov ting er også, at hovedparten – inkl. Mændene – kører på damecykler. Iflg. Joakim er det fordi de er de billigste – ned til kr. 500.
Vi kom til banen – afsluttende med få dråber regn – og så var vi lige omkring en eller anden bager på stationen for at proviantere til frokost.
Nå – vi kom med Shinkansen kl. 10.16 mod Osaka. I øvrigt sammen med et ungt dansk par med rygsæk!! Vi stod alle af i Osaka – vi skulle skifte til en ny Shinkansen mod Hiroshima. Vi ventede i ½ time, og oplevede endnu en gang, hvordan de rengjorde toget, og vendte sæderne. De vender altså 2 sæt sæder hurtigere end man kan sige kokosmakron – ret imponerende.

Afsted det gik mod Hiroshima. Vi havde fået endesæderne (1. række), så vi kiggede lige ind i væggen – og derfor så vi ikke så meget undervejs.

Vi kom til Hiroshima, og drog ud for at finde vores Hotel. Det var nu ganske enkelt, eftersom vi kunne se skriften på væggen (altså hotelnavnet!!) fra banegårdspladsen.

Værelserne var ikke klar, så vi satte vores kufferter, efter at have møbleret lidt om i vores rygsække, og så kastede vi os ud i en taxa for at komme til mindeområdet for atombomben.

Temperaturen udenfor var ganske enkelt ulidelig. Kl. 13.00 kastede vi stort set ingen skygge – hvilket vil sige, at solen næsten stod lodret over os – og den brændte bare. Vi gik derfor på museet først. Her var i det mindste aircondition, og vi brugte 1 times tid på at se og læse om Hiroshima før, under og efter atombomben. Der blev spillet stemningsfuld musik, der matchede det dystre billede som museet i sagens natur dækkede. Tankevækkende er det i hvert fald når man så efterfølgende kommer rundt i byen, at intet – absolut intet af det man ser - er ældre end 64 år.

Solen kastede lidt længere skygge da vi kom ud igen. Vi vandrede igennem mindeparken, og så flammen, som vil være tændt indtil det sidste atomvåben er fjernet fra jordens overflade, vi så mindepladsen for børnene, hvor millioner af papirs traner er hængt frem til minde om en pige der døde af leukæmi som 12 årig – 10 år efter bomben. Vi så A-Bomb dome – som er den sidste ruin, der står tilbage fra før 6.8.1945, og nu bliver bevaret i den form, som et evigt minde. Der var uret, der slår hver dag kl. 08.15 til minde om tidspunktet for bomben, og vi var ved klokken, hvor man kan slå et slag for freden.

Det var så her vi rendte ind i dagens 2. hold danskere. Denne gang en familie med 4 børn i alderen 10 – 17. Herfra skal sendes de hjerteligste tanker til denne familie, med håbet om en forstående bankrådgiver, når de returnerer til hjemlandet!!

Vi rettede så blikket mod hotellet – en spadseretur på ca. 3 km. Vi gik langs vandet, og skulle så ind i en park, vi havde fundet på kortet. Men – det var nu en sørgelig omgang – overhovedet ikke velholdt, og rimelig mennesketomt. Der var desværre 1 person – 1 gammel dame med en lille boxer-lignende hund, som pludselig så sig gal på Joakim og angreb ham. Det lykkedes den at skrabe Joakim på benet, og han fik et lille sår over knæet, inden damemennesket fik fat i hunden og skyndsomt forsvandt. Det lagde lige en dæmper på stemningen, så vi droppede yderligere sidespring og gik direkte mod hotellet. Nu var det imidlertid stadig varmt, og Maria havde jo altså spottet en Starbuck på Stationen, så efter lidt gang blev vi enige om, at det trængte vi vist lige til at besøge, og som sagt så gjort - rundt om banen – 4 stk. frappucino, og stemningen var ved at være på rette køl igen!

Tilbage på hotellet fik vi nøgler og kom op på nogle temmelig store værelser, med sofa, forgang med håndvask og – TADAAA – toilet der ikke forskyller, bare man sætter sig på brættet. Ja – man kan lære at sætte pris på de små ting!! Jeg kan så undre mig i ideen i at have toilet for sig, og håndvask på den anden side af en dør, så man skal røre ved dørhåndtag efter man har været på toilettet, men før man kan vaske hænder!! Nå – det er nok bare mig.

Aftensmaden lurede. Joakim var lækkersulten eter noget der hed noget i retning af okinomiyaki – som er tynde japanske pandekager med alt mulig guf i. Der var et center lige ved banen, med en masse restauranter på øverste etage (det havde vi set før i andre indkøbscentre – meget ret med lidt konsistens i indretningen!!!), så vi kørte op på 11. etage. Her fandt Joakim lige det han søgte. En restaurant, hvor vi – efter lidt ventetid – blev bænket oppe ved ”køkkenet”, så vi kunne følge med i madlavningen, som foregik på megastore borde, som fungerede som pander. Der var godt nok varmt. Til forskel for udenfor, så var der så også oliestænk m.v.
Nå – det var nu faktisk rigtig fascinerende at se på, hvordan de jonglerede rundt med de forskellige retter – og da vi endelig fik vores mad smagte den bare rigtig godt. Mummmmssss.

Vi gik hjem på hotellet, og så var der tid til lidt hygge, kortspil, computergennemgang og dagbogsskrivning.

Og der er stadig 9 dage tilbage!



Mandag den 20. juli

Japan er et forunderligt land. En masse modsætninger. Som jeg tidligere har skrevet, kan man finde stilheden, roen og fordybelsen, midt inde i storbyen, i en lille oase af en have. Omvendt kan man ind imellem få fornemmelsen af, at ro kun findes på dåser – som man kan købe alting med i Japan. F.eks. på en togstation, på gaden, på pladser og i indkøbscentre, hvor larmen er et ubeskriveligt kakofonisk helvede af aircondition der larmer, tog/maskiner der larmer, mennesker der larmer for at overdøve de til stadighed skingre stemmer fra højtalere, megafoner, fjernsynsskærme – eller bare japanere der prøver at kapre kunder til deres butik. Her ønsker man sig tilbage til en stille dansk sommerdag, hvor vimplen hænger stille ned, og solen skinner, og den højeste larm er vingeslag fra en sommerfugl – eller den stille silende regn, mens man sidder på den overdækkede terrasse med en Gin og Tonic.

Men – selv regnen larmer i Japan. I hvert fald i det omfang den faldt her til morgen. Meningen var at vi skulle til Miyajima i dag – en lille ø som Joakim har fortalt rigtig meget om, og som var et MUST på vores Japan rejse. Men – det skulle ikke være i dag. Regnen faldt så voldsomt, at vi ville være blevet gennemblødte af bare at gå til stationen. Så – det blev i stedet til morgenmad på vores nye hotel i Hiroshima – ganske udmærket. Vi kastede os frådende over vandmelonen, uagtet vi har set hvad det koster i butikkerne. Frugt er vanvittigt dyrt i Japan. Vi har set gaveæsker med 6 ferskner (OK – de var store!!) til over 100 kr. Æbler til 8 kr. stykket, og et kilo vindruer til over 100 kr.

Nå – men efter lidt rådslagning gik vi på værelset, og spillede kort mens vi afventede situationen. Det stod på 2 gange drillekabale – Joakim/Erik og Hanne/Maria. Joakim nåede at få en masse erfaring i 3 spil, mens Maria vandt efter en maraton duel.

Erik kom så med det tåbeligt forslag at tage Shinkansen til Hakata, som er den sydligste station man kan køre til med Shinkansen. Ca. 1 times togtur. Til stor forbavselse blev det ikke afvist – men så bryggede Hanne videre på ideen, og efter lidt tid blev konklusionen, at vi i stedet drog nordpå, tilbage mod Osaka, for i første omgang at stå af i Himeji, hvor der skulle være en flot hvid borg. Derefter skulle vi så retur mod Hiroshima og stå af i Okamaya og se en flot sort borg!

Som sagt så gjort – vi entrede toget mod Himeji – efter lige at have provianteret hos Starbucks ;-). Det skal i parentes bemærkes, at da vi viste billetter fik vi oplyst at toget var forsinket. Pokkers også. Det viste sig nu, at årsagen til denne melding fra togpersonalet var, at toget var hele 2 min. forsinket i afgang!!! COME ON DSB!!!

Nå – vi nåede til Himeji, og skulle så lige bestille billetter til Okayama. Det viste sig at blive en større omgang. Joakim kom nemlig til at se på oversigten, og kunne se at der sådan set resten af eftermiddagen ikke var plads i flere tog mod Hiroshima!! Vi prøvede så at få ændret billetterne, så vi tog direkte retur til Hiroshima. Ca. 25 min. senere stod vi stadig med 4 billetter til Okayama – til gengæld havde vi brugt kostbar tid af det vi skulle bruge på at se slottet.

Iflg. ”Turen går til Japan” er der 10 min. gang fra Himeji station til slottet. Hhmmm – ved ikke lige, hvordan de har målt det. 25 min. senere, gennemvædet af sved stod vi foran den hvis borg. Et hurtigt check på uret sagde, at vi godt kunne skyde en hvis pind efter at nå ind og se slottet. Så – det blev kun til en tur frem og tilbage – og så retur til stationen. Til gengæld fik vi nogle kanon billeder af hele slotsanlægget, på den model der var på stationen. Vi var enige om, at det nok ikke var nogen hel præcis gengivelse af udflugtsmålet i ”Turen går til Japan” – vi skulle have afsat 2-3 timer til det besøg.

Nå – vi tog toget til Okayama – en tur på ca. 20 min. Vi skulle så lige se om vi kunne få billetterne retur til Hiroshima, men nej – der var udsolgt. Så – det måtte blive i en af vognene, hvor man ikke kan reservere.

Og så af sted. Også her fortæller ”Turen går til Japan”, at der er 10 min. til slottet. De må altså have en større fod end os – denne gang tog det dog ”kun” 20 min. før vi var ved slottet. Det var meget smukt og unikt i sine sorte farver – også selvom det var en ca. 40 år gammel rekonstruktion af det oprindelige slot som var blevet bombet under 2. verdenskrig. Heller ikke her gik vi indenfor. I stedet brugte vi tiden på det der skulle være en af Japans allersmukkeste haver, som var på en ø i tilknytning til slottet. Og den var også MEGET smuk. Også her kunne vi snildt have brugt et par timer på slot og have.

Hmmmm.

Tilbage til toget, og op i køen for at komme ind i toget. Jo – det er korrekt. Japanere står i kø ved den markering af, hvor døren på toget vil være. I Danmark hedder det ”klumpen” foran toget!!


Som ventet var toget proppet, så vi fik en ståplads – men efter den næstfølgende station fik vi alle en siddeplads den sidste halve time.

Vi fik så lige reserveret plads til næste dag, hvor vi skal til Osaka – og så fundet ud af, hvornår vi kunne komme til Miyajima – vi tror og håber på bedre vejr tirsdag!!

En ½ time på værelset, og så over at spise samme sted som aftenen før – til en gang okinomiyaki.

Og så stod den på check af mail og nyheder, et aftenbad og dagbog.

I morgen er det sidste dag i Hiroshima, inden vi drager mod turens sidste ophold i Osaka!



Tirsdag den 21. juli

Sikke en dag. Den vil givetvis overgå i den frandsenske historie som en dag på både godt og ondt.

Dagen startede ligesom alle de andre dage med morgenmad. Igen i dag med masser af vandmelon. Dagens opgave var gennemførelse af besøget på Miyajima, som måtte aflyses mandag p.g.a. regnvejr.

Dagens vejrudsigt – regnvejr!! Nå – der var ikke noget at gøre ved det. Vi fattede vore rygsække og paraplyer og trissede over på stationen, og nåede lige nøjagtig toget kl. 08.50. 26 min. senere stod vi af på Miyajim-gouchi stationen, og spadserede de 3 min. ned til færgen, som vi også lige nåede, så lidt over klokken 9.30 stod vi på den forjættede ø – og det regnede stadig. Vi havde på vej derover med færgen kunne se øen som dækket af tunge skyer, men også den smukke røde port, som altid står som indgangen til templerne – her står den dog ude i vandet.

Nå – der var ikke andet for end at klø på, så vi gik gennem regnen, som stadig var tålelig – det var i det mindste muligt stadig at holde kameraet under paraplyen og tage billeder. Udover tempel og den smukke port, er Miyajima også kendt for sine tamme hjorte – men de glimrede unægtelig ved deres fravær i dag – dem vi så, havde klogelig søgt ly for regnen.

Vi kom igennem templet og fik taget alle de obligatoriske billeder – inkl. nogle impulsive, og stod så på den anden side af templet, mens det føltes som var regnen begyndt at stilne lidt af. Det var imidlertid kun stilheden før stormen, for lige pludselig brød helvede løs, og regnen stod ned i mængder som er helt ubeskriveligt. Vi opgav alle videre forehavender og søgte igen mod havnen – søgte ly for en kort stund, men da vi ikke vidste hvor længe det varede, kastede vi os igen ud i det og travede gennem vandpytter, mindre stormfloder og plaskhamrende øsende regn, mod havnen.


Vi nåede færgeterminalen sammen med stort set alle andre turister som have formastet sig til Miyajima i dag. Vi var totalt gennemblødte. Paraplyerne var lige så våde indvendige som udvendige. Jeg roede i min rygsæk. I det yderste rum lå mit brilleetui med mine solbriller – jeg kunne hælde vand ud af dette yderste rum, og da jeg åbnede brilleetuiet, svømmede mine briller i vand!! Det var bare surt.

Vi tog stille færgen hjem, og kom op på stationen, netop da toget mod Hiroshima kørte. OK – der var kun 8 min til næste tog. Troede vi. For vi skulle så opleve rejsens 2. forsinkelse på det japanske togsystem – og denne gang 20 min!!

Nå – tilbage til hotellet kom vi dog, hvor vi havde stillet vore kufferter. Vi klædte om til tørt tøj på hotellets toilet, og så tog vi en taxa de 400 m. til stationen – det høvlede bare stadig ned!!

Vi skulle nu have en ny billet til Osaka, så vi stillede os i kø. Men nej – der var sket en ulykke på Shin-Osaka station (som vi skulle til), så togene kørte stærkt uregelmæssigt.

Vi var sultne, så vi gik op på Starbucks og fik noget mad. Kl. 13.50 gik vi ned på stationen igen. Alt var kaos! Der var bredt presseninger ud på gulvet, hvor folk sad. Vi tog imidlertid chancen og gik op på spor 13 Shinkansen skulle køre. Igen var vi heldige at have Joakim. Han fik talt med togpersonalet, som fortalte at der ”snart” kom 1 tog mod Shin-Osaka.

Hmmm – lidt over 1 time senere – efter at have stået i kø (som man nu gør i Japan!) foran den dør vi skulle ind ad til de ikke-reserverede pladser, kørte toget. Men – vi var glade.

Turen gik problemfrit resten af vejen. På Shin-Osaka tog vi en taxa til vores hotel – Hankyu International. Planen var jo oprindelig at vi fra den 21. – 25. juli skulle have været i Wakayama, men da det blev lavet om skulle vi finde et andet hotel. Vi syntes det var lidt dyrt med 4 dage ekstra på det hotel vi skulle bo på fra den 25. – 28. juli, så jeg søgte på nettet, og fandt dette som have et tilbud på 4 overnatninger – 2000 kr. billigere.

Og det var et godt køb! Hotellet har 4½ stjerne, og allerede da vi ankom til hotellet, fornemmede vi en hvis stil. Inden vi var ude af taxaen og havde stavet til kokosmakron, havde 2 personaler hevet vores kufferter ud af taxaen og sat på en vogn, som de skubbede ind.

Vi checkede ind, og en ansat fulgte så med vognen ind i elevatoren for at køre med os op. Han trykkede på etage 30!!

Vi kiggede bare på hinanden.

Vi kom op, og han lukkede os ind på værelserne, og viste os rundt. Og det er ikke løgn. Det er det mest vilde luksus vi nogensinde har oplevet. Fra 30. etage med vue udover Osaka. Med 2 megasenge, skrivebord, skænk med køleskab og indbygget fjernsyn, 2 dybe lænestole foran vinduet, bad med kar og brus. Den snupper vi!!

Der blev badet igennem og slappet af, indtil vi skulle ud at spise kl. 7.

Vi trissede rundt om hotellet – og fandt en Starbucks vi kan komme til – direkte fra hotellet!!

Vi fandt et center med en masse restauranter, og fandt en a la den vi havde spist på i Hiroshima, men bestilte dog nu Jakisoba – en form for kæmpe spejlæg viklet om nudler, salat og kød. Yderst delikat!!

Nå – vi var trætte, så den stod på hjemadgående, og vel oppe på værelset var det imponerende at se Osaka ”by night”

En mærkelig dag – begyndte skidt og vådt, fortsatte med forsinkelser, og endte i baronens seng.

Gad vide, hvad der sker i morgen??



Onsdag den 22. juli

Vi havde – vist for første gang – ikke stillet vækkeurene, men vågnede af os selv. Næsten!

Maria måtte hjælpes lidt ca. 20 i 10!!

Vi havde så fået morgenavis – ikke Berlingske, men dog en international! Joakim læste, at der dagen før var faldet voldsomme mængder regn, og at 6 personer var blevet dræbt af det voldsomme uvejr. Så jo – det havde været slemt!

Vi havde ikke bestilt morgenmad på hotellet og med priser omkring 200 kr. pr. person, valgte vi at gå ud i byen for at finde noget. Der lå en lille café lige nedenfor hotellet hvor vi fik stillet den værste sult – uden at det var imponerende.

Uden for cafeen stod en del mennesker med kamera og pegede op i luften. Vi overvejede, hvad årsagen kunne være – vi kunne nemlig ikke umiddelbart se noget, og gik derfor videre.

Dagens tur gik til Osaka Slot. Vi havde set på kortet og mente nok det var en overkommelig tur. Men, men. For det første var den betydelig længere end påregnet, og for det andet gik vi en stor del af turen under Osaka’s express-vej, der – som i Tokyo – lå ”på 1. sal” ovenover de øvrige veje. Det var bestemt ikke en god tur, og vi tog da også toget hjem.


Undervejs observerede vi imidlertid flere, som stod og pegede og filmede op i luften, og pludselig gik det op for os, at årsagen – godt skjult bag skyer – var en igangværende solformørkelse. Jeg læste senere at det havde været den længste totale solformørkelse i dette århundrede. Den var ikke total i Japan, men som det fremgår af billedet, kan man godt ane gennem skyerne, at månen er gået for solen.

Nå – tilbage til turen til Osaka Slot. Det var som sagt en lang tur, men også en flot oplevelse. Vi gik hele vejen over den ydre voldgrav som er op til 75 m. bred, og videre ind i den indre borggård. Der var enorme mure lavet af sten. En af disse sten (se billedet – og læg mærke til målestoksforholdet med Maria!!), vejede ca. 130 tons!!

Vi var inde på selve slottet, som er i 8 etager, hvor den øverste giver en fantastisk udsigt over Osaka. De øvrige etager er indrettet som museum, der fortæller om Osaka’s og slottets historie.

Da vi var nede igen, gik vi lige en rundtur, som skulle føre os igennem en have – men det var der ikke megen grin ved. Det var ret varmt i vejret, så vi valgte at tage ned til stationen og tage toget hjem. Her oplevede vi en pudseløjerlighed – nemlig en togvogn beregnet til kvinder i tidsrummet 17-21. Joakim forklarede, at det er a.h.t. at kvinderne ikke skal stå tæt ved mændene i myldretiden.

Vi havnede på Osaka station og fandt en filial af vores yndlingsbager fra Tokyo, og købte godt ind til frokost af lækkert brød, som vi spiste tilbage på hotellet.

Hanne tog en blunder men vi andre gik derefter på jagt efter en tegneseriebutik – Mandarake – som vi havde læst om i ”Turen går til Japan.” Det lykkedes at finde den, og det var en oplevelse – hvad de ikke havde af ting til fantasy-universet – det var helt vildt! – og totalt irrelevant for os. Men det var meget sjovt at opleve.

Vi gik hjem, og fandt undervejs en Biograf, der spiller den nye Harry Potter – nu må vi se, om vi skal se den på engelsk eller japansk!!

Vi tog hjem og tog et par timer på hotellet, hvor der blev sovet, badet og læst, inden vi gik ud for at spise. Vi snuppede en okinomiyaki igen, igen. Det er nu ganske velsmagende.

Tilbage – og et par slag kort, og så var det tid til at få ordnet billeder, og skrevet dagbog.

Sov godt!



Torsdag den 23. juli

Hej igen! Vi fik lov til at sove til kl. 8.30 i dag. Turen gik nemlig til Nara, og vi kunne først komme med toget lidt over kl. 10. Vi skulle så lige forbi stationen og købe billetter, og morgenbrød.

Vi havde så ikke lige taget i ed, at indkøbscenteret, hvor vi skulle købe morgenmad først åbnede kl. 10!! – så vi fik først toget kl. 10.25 – men så havde vi også provianteret.

Togturen derud var begivenhedsløs. Det var naturligvis spændende at se flere aspekter af det japanske samfund, men efter 2 uger, begynder der at være længere mellem varianterne.

Formålet med dagens besøg i Nara var bl.a. at se en kæmpe Buddha statue, og se de smukke templer, dådyr m.v., som Nara er kendt for.

Vejret – tjaaa, det havde tænkt sig at vise, hvor varmt der kan være i Japan, når solen skinner – og de gjorde det rigtig godt. Hold da op hvor vi svedte, og dem af os på den mandlige gren af familien, som IKKE havde fået fundet solcremen frem, var da også en anelse lyserøde i nakken da vi drog hjem.

Vi gik derudaf fra stationen, efter at Joakim – med opvisning af stort tålmod, havde stået igennem en længere salgstale fra en japansk dame i Informationen, som også prøvede at prakke os en person fra YMCA (KFUM) til gratis at guide os igennem dagen. Den købte vi dog ikke!!

Som sagt – vi gik, og der var et pænt stykke til første målepunkt, som var et større tempelkompleks – Kofukuji-Templet. Vi skulle op af en stejl trappe, og for bunden af denne var en lille sø, hvor det vrimlede med skildpadder i vandet. Ret sjovt!

Oppe for enden af trappen vrimlede det til gengæld med dådyr. Nara er kendt for disse, som går frit og som er altædende – især, hvis de opdager at man er i besiddelse af brød eller kiks. Vi så dog også et dyr fortære en turistbrochure!! Vi gik lidt rundt, og var på et museum. Det var ganske smukt med en buddha statue, men det var nu ikke ret stort. Til gengæld havde det en – øjensynligt – meget værdifulde nationalhistoriske statuer – og det er jo også interessant!!

Nå – vi gik videre. Opad, sol, varme!! Der var et par fyre med rickshaws som prøvede at overtale os til en tur, men vi gik videre, og vi nærmede os nu dagens hovedmål – Todaiji-Templet. Vi kom ind igennem en port, og et mega stort tempel tonede frem for os. Det viste sig at skulle være verdens største trækonstruktion (hmmm – bliver lidt mistænksom – det stod jo også på det tempel i Kyoto – se den 18. juli!) – stort var det i hvert fald. Indenfor var i hvert fald en kæmpe Buddha statue. Han plejer jo at sidde på en lotusblomst. Det gjorde han så ikke, men der var blade fra blomsten stillet op ved siden af. Det var imponerende. Vi kunne gå rundt om – der var flere andre statuer – og bare det at se, hvordan den store Buddha var gjort fast, var imponerende. Der var en af søjlerne, som var hul forneden, så man kunne kravle igennem. Hullet så dog lidt for snævert ud til, at der var nogen af os der turde – uagtet Joakim påstod han havde gjort det, da han var i Japan første gang.

Joakim fik i øvrigt genanskaffet det armbånd, han mistede i Fårup sommerland sidste år, og Maria fik købt en smuk kosmetikpung/toilettaske.

Videre …

Op af bakke – varmt!! Til endnu et tempel – Nigatsu-do Hall, som lå utrolig smukt højt oppe. Vi blev lidt oppe for at nyde udsigten, og fik taget nogle fine billeder. Det var så også her, at Maria pludselig fik øje på kendte mennesker – det var såmænd det unge par som checkede ind på Hotel Gimmond i Tokyo lige efter os – 2 uger tidligere!! Ak ja – en lille verden.

Der var så også lige et ishus med aircondition, hvor vi nød dagens softice.

Videre til dagens sidste tempel - Kasagu Grand Shrine. Det var en længere gåtur gennem skov, og også en ganske smuk have. Da vi kom frem, var vi lidt for trætte og mætte af templer til at betale for at komme ind, så vi begyndte nedturen til stationen. Det var gennem mere – og ganske tæt skov til vi kom til den sidste store vej, der ledte direkte ned til stationen. Med solen ret ind blev det en zigzag tur mellem de 2 fortove, alt efter hvor der nu var skygge. Øjjj – det var varmt. Altimens tonede musik ud af højtalere der var monteret på lygtepæle. Som for at øge pinen!

Vi nåede stationen og fik tanket op med vand, cola og is til togturen hjem.

Vel hjemme (hvor det var ret overskyet), gik vi retur til hotellet for at slappe af, bade og læse, inden vi skulle ud at spise. Vi tog af sted ved 19-tiden, og gik mod et nyt Indkøbscenter, hvor der skulle være restauranter. Vi nåede dog ikke så langt før vi ”faldt” over et andet center, der også så interessant ud.

Op på 8. sal, og så fandt vi et sted, hvor man fik forret, hovedret og alt det brød man kunne spise for 2100 Yen. (ca. 120 kr.). Den snuppede vi. Brøddet var helt vildt godt. Små boller, hvor de ringede med en klokke, når der kom nye boller ud af ovnen. Jeg tror jeg nåede 18 stk + forret og hovedret. Puhha!!

Nå – tilbage til hotellet – dagbog, læsning, og så meldte trætheden sig ovenpå en varm og spændende dag.!

Fredag den 24. juli
Mærkeligt at tænke på, at der i dag er 5 måneder til juleaften!!

Da dagen har stået på shopping, har der ligesom ikke været grundlag for at tage billeder. Jeg mener – mangen en god yngre venstrepolitikker er blevet hængt ud for at tage billeder i omklædningsrum – der er jo ikke ligefrem grund til at gå dem i bedene!! Men – for at det ikke skal være bare tekst, er der i stedet indlagt diverse underlige billeder + billeder af japanske forsøg på engelske oversættelser – en ting der ikke er helt kedelig. God fornøjelse! da
Ellers sov vi længe igen – da vi først kunne komme til morgenmadsbageren kl. 10. Den blev så 10.20 før vi var der og provianterede, som skulle vi fordre en større børnehave. Det sidste blev da også først spist hen under aften!!

Så af sted med metroen til Namba station – et station der ligger nær de butikker, som Joakim kunne huske fra tidligere. Da vi kom til Namba skulle vi så lige undersøge, hvordan vi kom til Koya på søndag – feriens sidste udflugtsmål.

Derefter gik det løs. Jeg skal undlade at remse op alle de butikker vi var i. Men på et tidspunkt fulgte resten af familien bare i hælene på Joakim, som ledte os gennem Osakas gader til et område og nogle butikker vi ALDRIG nogensinde selv havde bevæget os i nærheden af. Ikke at det var uhumskt, uhyggeligt eller noget – det var bare sidegader i et kvarter vi aldrig selv havde tænkt på.

Så – der blev købt en del tøj. Det ene sted var vi i over 1 time. Heldigvis havde de en god sofa, hvor jeg fik placeret mig – Maria kiggede så forbi for at blive kløet på ryggen, mens Joakim prøvede tøj, og kom derfra med 1 cardigan og 2 sweatshirts.

Vi var derudover i Apple butik og blive forelsket i den nye Iphone igen, igen, og Hanne og Maria var i en 10 etagers sportsudstyrs- og –tøjbutik. Hvis der findes noget indenfor sport, så må det ubetinget findes der. Det var kolossalt.

Joakim ledte os også forbi en Discjockey butik – ret fascinerende at betragte det udstyr man kan få, og hvordan Joakim mestrer det. Mens de øvrige var i en eller anden helse butik stod jeg selv og kiggede på en smykkebutik, og fandt det hidtil dyreste smykke – en flot halskæde til 6.500.000 Yen (ca. 340.000 kr.). Jeg købte den ikke!!

Ellers var vi i forskellige andre tøjbutikker, og lidt forskelligt blev der da købt, inden vi vendte snuden hjemad, og var tilbage på den nærmeste undergrundsstation omkring 17.30.

Joakim og jeg vendte snuden mod hotellet, mens pigerne lige skulle ose i butikker endnu engang. Det førte til et par shorts – og en nervøs far, som havde misforstået, hvornår de ville komme hjem.


Vi kom sent af sted mod aftensmaden. Først kl.20 stod vi i det butikscenter hvor vi ville prøve at finde et sted. Der var en restaurant med Thai-mad, som så spændende ud – men det var der også andre der havde fundet ud af, for der var ret lang kø. Så – vi endte med at tage tilbage på den samme restaurant som aftenen før. Vi prøvede nye retter, og spiste en masse brød, inden vi igen vendte snuden hjemad til sidste overnatning på vores luksushotel.

Det var tid til aftenhygge, aftenbad, aftenansigtsbehandling (forbeholdt Maria og Hanne!) og aftendagbogsskrivning.


I morgen venter nyt hotel og nye oplevelser!!



Lørdag den 25. juli

Skiftedag. Øv – vi har været rigtig glade for vores luksushotel!! Vi sov længe – for sidste gang i Japan.

Jeg hentede morgenbrød hos vores gode bager, som vi spiste på værelset, og så var det tid til at sige farvel til hotellet. De stod klar med en vogn for at køre vores bagage ud til taxaen – men vi valgte nu at gå, da vi kun skulle ca. 800 m. væk til næste hotel. Selvfølgelig begyndte det at regne, lige da vi kom ud fra hotellet, men vi kunne faktisk gå i tørvejr hele vejen!

Vi kunne ikke checke ind endnu, så vi stillede kufferterne, og gik ud i byen. Vi skulle i biografen i dag og se den nye Harry Potter – på engelsk!! Da det fortsat regnede ville vi fremskynde dette, men så var der selvfølgelig udsolgt. Det blev så til shopping i stedet, og Joakim endte op med et par bukser. Så var vi lige forbi bageren igen og købe nogle baquettes, og så retur til hotellet, hvor vi endelig kunne få nøglerne til værelserne.

Hvilken nedtur. De var stort set ikke større end badeværelset på det sidste hotel. Jeg måtte næsten smide en stol ud, for overhovedet at få plads til kufferten. Så – det var kun lige at få spist og pakket ud, og så af sted igen.

Jeg savnede en mus til min computer, så den fik vi købt i en elektronikforretning, der bare havde så meget så det var fuldstændig umuligt at overskue.

Nå – tid til film, så vi krydsede gaden og gik i biografen. OK biograf, og filmen var også OK – men i Japan skal man have det hele med, så 95% af de besøgende blev siddende til samtlige rulletekster (jeg gentager – SAMTLIGE rulletekster) var forbi. For dem der evt. skulle have set filmen i Danmark, og som er gået før kan jeg oplyse, at de kører i over 10 min.!!

Det var tid til lidt at spise – uagtet sulten ikke var stor. Vi fandt blot et sted med lidt pasta, og vendte så næsen mod hotellet.

Men – der var et sted vi ikke havde set. Det hed ”floating garden” og var et højhus som også er omtalt i ”Turen går til Japan”. Det skulle være rigtig smukt også om aftenen, og havde åbent til kl. 22.

Joakim gik hjem til hotellet – han var træt, men vi andre gik derover.

Vi tog elevatoren til 140 m. højde (det viste den i elevatoren), som i øvrigt havde glasvægge så man kunne se ud til ALLE sider. Der begyndte min højdeskræk at sætte ind.

Næste skridt var en rulletrappe som førte på tværs af mellemrummet mellem de 2 bygninger som udgjorde hele byggeriet. Den førte skråt endnu ca. 10 m. op. Så stoppede festen for mit vedkommende. Jeg satte mig på en stol med min mobiltelefon og en 7-kabale, mens pigerne tog den sidste tur et par etager yderligere opad for at nyde en fabelagtig udsigt – se billederne.

Klokken var næsten 22 før vi var hjemme, og så var det på hovedet i seng. Søndag venter turens sidste kulturoplevelse.



Søndag den 26. juli

Vækkeuret stod til ved 7-tiden – vi skulle mødes kl. 07.30 til morgenmad. En statusrapport efter den 1. nat er – sikke noget lo….

Der er så lydt på værelserne, at jeg måtte tage ørepropper i ørerne for at falde i søvn. Selvom vi har fået et ikke-rygerværelse, stank deraf røg. Jeg tror det er p.g.a. aircondition, som åbenbart suger røg med et andet sted fra. Sengen er ikke længere end jeg ikke kan ligge udstrakt i den, og hovedpuden er ret hård. Det er virkelig nedtur. Da man så skulle i bad måtte man ligge på knæ i badekarret for at bruseren kunne ramme noget højere end navlen.

Morgenmaden var også en oplevelse. Indrømmet – der er 2 morgenmads-”sale”, og vi kom til at vælge den med overvejende japansk. Vi blev dog mætte, da der var cornflakes, brød og frugt. Men – det var mere størrelse af spisesalen – det var som en mindre sportshal – og der var vildt mange mennesker – kl. 07.30 en søndag morgen!!

Nå – tænke positivt!! – så af sted det gik. Vi skulle i første omgang til Namba station med metroen, og der købte vi så en turbillet til 2780 Yen pr. stk. For den kunne vi komme til Koya og rundt med busser i Koya, og retur til Namba.

Afsted det gik med toget kl. 9.02. Vi skulle skifte tog på Hashimoto, og kørte derfra op af en enkeltsporet bane op i bjergene. De må være løbet tør for lige banelegemer da de byggede den bane, for den drejede og svingede i en grad, så vi blev godt og grundigt gennemrystet, samtidig med at det peb og hvinede fra hjulene, så vi var ved at blive tosset i hovedet. Men – det var utrolig smukt at køre op i bjergene og se de træklædte tinder. Vi ankom til endestationen Gokurakubashi, hvorfra vi skulle med kabelvogn. Det viste sig at være en togvogn der stod i en vinkel på 30 grader op af bjergsiden. Turen tog kun små 5 min, men var vildt spændende og smuk, sådan at ”kravle” op af en bjergside i en togvogn. Vi var så på Koyasan Station kl 10.45, og skulle derfra med en bus. Det er eimpelthen ikke muligt at komme fra Koyasan station uden at bruge bus eller bil.

Vi havde lagt en plan om at tage til det østlige Koya først, og så simpelthen gå hele vejen gennem dalen til den anden ende, og så en bus retur til stationen.

Som sagt så gjort. Vi steg på en bus mod Daimon (som betyder STORE PORT) – og det var en stor og meget smuk port, som udgjorde indgangen til Koya fra øst.

Vi gik derfra videre ned gennem byen og fandt et sted hvor vi kunne købe en is. Det var forholdsvis lunt, selvom vi var et stykke oppe i bjergene. Vi fik den konsumeret færdig, inden vi skulle ind og se en af de vigtigste helligdomme i Koya – ”Danjo Garan”.

Vi var på vej op mod trappen til området, da vi hørte noget larm og nogle råb. ”Ojj” råbte Joakim – ”Det skal vi se”, og væk var han.

Det viste sig at være en pagode, hvor der nederst var en ring af træ med nogle håndtag på. Denne ring kunne drejes – men kun hvis man var nok til at skubbe. Der var nogle japanske mænd som lige havde prøvet, og som grinende gik væk derfra – desværre nåede vi ikke at se dem i aktion.

Maria, Joakim og jeg gik derop og prøvede at skubbe – den rokkede sig ikke en meter –men pludselig var hjælpen på vej. De japanske mænd havde set at vi også prøvede, og kom ilende for at hjælpe os, og med 3 ekstra hænder fik vi sat ringen i bevægelse og fik løbet et par omgange. Mens vi stod og pustede ud efter ”kampen” kom japanerne hen og gav hånd, og så skulle vi lige foreviges i et gruppebillede sammen med dem. Sjovt!!

Dette sted hvor vi stod siges at være grundlagt af en hellig mand som stod i Kina og kastede en ”ting” mod øst, og hvor den landede skulle være verdens navle. Han genfandt den så i Koya på dette sted. Der var 2 meget smukke templer. Det ene med en hellig mand omgivet af 4 buddhaer – det andet med borde der var dækket med guld ting. Begge templer var smukt dekoreret med vægmalerier.

Vi gik derfra og videre ned i byen for at finde et sted at spise – og fandt et lille sted hvor Joakim fik ris og carry, mens vi andre fik sushi. Således mætte drog vi videre gennem byen og stødte på forskellige pusseløjerligheder – f.eks. en række statuer, hvor der lå mandariner på!! Der var rigtig mange smukke ejendomme. Det er meget ”in” at overnatte i Koya i et gæstehus, hvor man bor, spiser og overnatter på traditionelt japansk – men det har vi til gode til en anden gang.

Dagens sidste mål var en kirkegård. Ja – tro det eller ej, men det var ikke en almindelig kirkegård. Det var kirkegården, hvor den hellige mand fra før efter sigende skulle ligge i ”evig meditation”. Man kunne så købe en gravsten på denne kirkegård – jo tættere på den hellige mand jo dyrere, og dermed få sjæls frelse ved at være tæt på denne hellige mand. Det gjaldt både for personer og for firmaer, som på vegne af deres ansatte købte et gravsted, så medarbejders sjæl via virksomheden kom tæt på den hellige mand. Vi diskuterede lidt, om det kunne være et medarbejdergode i Danmark!!?

Nå – men tilbage til kirkegården, som var anlagt i en utrolig smuk skov med kæmpestore og flerehundrede år gamle ceder træer. Flere af dem målte 3-4 m. i diameter ved foden. Og her gik vi så på en 2 km. Lang strækning omgivet af over 200.000 gravsten. Vi gentager lige – tohundredetusinde gravsten. Mange var fantastisk smukke og kunstfærdigt udført. Vi fandt blandt andet den fra Nissan, fra et skadedyrsbekæmpelsesfirma (syndsforladelse for at dræbe skadedyrene!!), og fra en japansk variant at NASA, som havde opstillet en kopi af en raket. Og det er altså stadigvæk på en kirkegård!!

Det var naturligvis på vejen gennem kirkegården at vi – igen – blev ramt aaf en ordentlig skylle – men denne gang varede det dog kun ganske kort, inden vi igen kunne lægge paraplyerne væk.

Vi gik hele vejen, som sluttede i et smukt tempel – Toredo (lanterne templet), hvor en lanterne har brændt i over 1000 år!! Også her kunne man købe lanterner som blev hængt op – jo tættere på den oprindelige, jo bedre – og dyrere. Der var 1000-vis – og da der ikke var plads mere, havde man bygget endnu et tempel ved siden af, hvor der hang lanterner fra gulv til loft.

Omme bag disse templer var der så en ydmyg alterplads, hvorfra man kunne se et simpelt ”træskur”, hvor den hellige mand var i færd med hans evige meditation.

Her glemte jeg lige at på vejen op, kom vi forbi et lille rundt hus, hvor man skulle stikke armen gennem et hul, og så skulle man – med én arm - se om man kunne løfte en sten ca. 20 cm. op på en rist. Joakim havde prøvet sidst han var her, men kunne ikke. Jeg skulle jo så lige demonstrere at farmand stadig er stærkere. Jeg ved ikke, hvad jeg vandt – men det er formentlig godt!!

Vi gik derfra, og kom på vejen forbi et sted, med en pyramide af små sten”dukker”. Disse var for dødfødte børn eller børn der døde kort efter fødslen. Det var rørende at se, og lidt fascinerende.

Vi gik så ned til Okunoin-mae, hvorfra vi tog en bus retur til Koyasan-station – kabelvognen ned til Gokurakubashi, og derfra toget retur til Namba.

Da vi var retur skulle vi ned og tage billeder. Det er nogle specielle billeder, hvor man gå flere i en fotoautomat, og så vælge alle mulige mere eller mindre mærkelige baggrunde og effekter – og så var det tid til spisetid, for sidste gang så’n rigtig i Japan, da mandagens morgenmad næppe vil have japansk islæt.

Vi valgte så den restaurant vi har prøvet 2 gange tidligere med ”spis hvad du kan af boller” + en forret og en hovedret. Det er et ganske glimragende koncept.

Joakim og pigerne tog så over i tårnet, som jeg var ovre i med pigerne lørdag aften – uden den store succes for mit vedkommende!! – så jeg valgte at blive hjemme og skrive dagbog.

I morgen er det sidste dag i Japan – og her har vi valgt at blæse hjernen ud og tage i Universal Studio og bare slappe af. Herligt!



Mandag den 27. juli

Jeg har tidligere læst og hørt om de ofte kaotiske situationer der opstår ved de japanske S-tog i myldretiden. Nu har vi også oplevet det – og det passer – herom lige om lidt!

Først kastede vi os over morgenmaden i dag kl. 07.30. Vi valgte i dag at gå i den anden morgenmadsrestaurant. Her viste det imidlertid sig, at det var serveret morgenmad, hvor man kunne vælge mellem japansk og amerikansk, hvor sidstnævnte var bacon og æg, toastbrød, juice the/kaffe. Så bad vi om vores morgenmadsbilletter og gik den i buffeten fra i går!

Derefter lige op og vende på værelset og så af sted til Universal Studio. Naturligvis begyndte det at regne i det øjeblik vi gik ud af døren!! Nå – ned på stationen, og så startede kaos. Der var ikke bare sort af mennesker – der var kulsort – og det ikke kun fordi det er den altdominerende hårfarve. Lige så pligtopfyldende japanere er, når de står i kø, lige så egoistiske og anarkistiske er de, når kaos hærger. Det var virkelig alles kamp mod alle for at komme hen til toget. Der kørte 2 tog fra os, inden vi nåede til perronen. Så kom der et tog vi ikke kunne tage med – og inden det næste kom, gik vi 50 m. længere hen ad perronen – og så var der masser af plads. Det lignede dog trods alt lidt situationen hjemme i Danmark!!

Nå – 2 stationer, skifte tog, så endnu 2 stationer og vi var der. Det regnede stadig! – men vi fulgte strømmen og med en mindre omvej ramte vi hovedindgangen, hvor der også var mange mennesker. Vi slap igennem, og så gik den store forlystelsesjagt. Jeg skal spare for detaljerne, blot nævne at den 1. forlystelse tog det ca. 1 time før Joakim og Maria var ude fra igen!!

Vi spiste frokost – hvilket koster spidsen af en jetjager i Universal – og var så inde at se et 4D-show. Det er det samme som en 3-dimensional film, som man ser med briller, men hvor stolene bevæger sig, man får vand i hovedet, der kommer ting ned fra loftet, når det passer ind i handlingen – osv. ret underholdende.

Vi ville så over at se et Watershow – som skulle være underholdning i et stort bassen med jetski og stuntmænd. Vi kom ind sammen med 1000 japanere – og alt foregik på japanask – og de forreste rækker blev rigtig våde, mens 3 mænd ”varmede” op til showet. Det var begyndt at regne igen (klokken var 14.45), og mens de ”varmede op” stod det ned i stænger – vi sad dog overdækket.

Da showet så skulle skydes i gang blev det aflyst – p.g.a. regnen!! Hvordan et show med vand kan aflyses med den grund fatter jeg godt nok ikke!

Nå – vi gik over og stillede os i kø til et andet show. Da der var 10 foran os lukkede de ikke flere ind. Vi skulle så vente ½ time. Det betød at vi ikke kunne nå den næste forestilling på Watershow, så vi droppede ud og gik over og så det 16.15. (det var holdt op med at regne i mellemtiden!!). Det var rigtig flot og spektakulært.

Vi prøvede et par ting til, spiste aftensmad og trissede rundt, indtil den store lysparade startede kl. 19.45. Det var mørkt på dette tidspunkt, og det var utrolig flot med figurerne med lys på (se billederne).

Derefter var det toget hjem, få pakket og gjort klar til at vi skal tidligt op tirsdag morgen, hvor vi igen vender snuden mod Danmark!.

Tak for denne gang Japan!



Tirsdag den 28. juli

Klokken er nu kvart i 10 tirsdag aften på Eriksvej. Jeg sidder her med en stille øl. Maria og Hanne sover, Joakim er taget til Natasha. Jeg skal lige have skrevet det sidste kapitel i dagbogen.

Dagen startede allerede 05.45 i Osaka – det er i skrivende stund for 23 timer siden – det er nok derfor jeg er ved at være træt!!

Vi skulle lige op og i bad og så have pakket. Planen var at tage en lufthavnsbus 07.10, men vi var allerede klar så vi nåede en bus 06.55. Den var stopfuld! Det var egentlig en fin tur igennem Osaka på ekspress-vejen (der jo – som i Tokyo – kører i 10 meters højde over de øvrige veje), så vi fik et indtryk af Osaka By. En enkelt ting jeg i hvert fald blev imponeret over var en høj kontorbygning, hvor motorvejen gik IGENNEM huset ned ved fundamentet. Det så ret vildt ud – håber ikke der er for mange der kører forkeret.

Turen til Kansai Lufthavn i Osaka tager ca. 50 min. Lufthavnen er bygget på en kunstig ø ude i vandet for ca. 15 år siden. Vi så billeder i lufthavnen fra byggeriet, og som Joakim sagde – så lignede det, at de havde taget en aflang kageform og lagt i vandet og så fyldt op med grus og jord, og anlagt en lufthavn.

Turen hjem er der ikke meget at skrive om – andet end at den føltes som gik den hurtigere end på vejen derud. Vi var et par timer i Helsinki lufthavn, inden vi tog flyet de sidste 2 timer hjem til Kastrup, hvor vores kære nabo, og faste ferie chauffør – Bent – hentede os.

Og – Eriksvej 4 stod – inkl. ukrudt!! – som vi havde forladt det – og da først batteriet havde fået lidt strøm, startede bilen også.

Nu kan hverdagen begynde igen – men den bliver nu ikke helt den samme efter de oplevelser.



Opsummering

Tak for 3 dejlige uger, hvor vi har oplevet nok til at fylde rigtig mange aftener. Detaljerne står ovenfor, men for ligesom at opsummere, drejer det sig i hele træskolængder om:

• Min. 17 templer (og det er kun dem vi har været ind i !!)
• 4 paladser
• 3 borge
• 2 teceremoni
• 7 haver
• 2 søer – hvoraf vi har sejlet på den ene
• 1 vandfald
• 1 Bjerg (så’n hvor vi rigtig var oppe på!)
• 1 svævebane
• 1 kabeltogsbane
• 4-5 museer
• 5 forskellige udsigtspunkter (excl. vores luksushotelophold på 30 etage i Osaka)
• 3 sejlture
• > 200.000 gravsten!
• min. 8 indkøbsture i diverse butikscentre, arkader m.v.
• og så er der det løse
o Japanske bryllupper
o Festival i Kyoto
o Joakims skole, klassekammerater og lærere i Wakayama
o Teater
o Biograf på japansk
o Universal Studio i Osaka
o Mindesmærker fra A-bomben i Hiroshima

Og meget, meget andet.

Tak for denne gang – håber I nød læsningen!